Baglandet i Dansk Folkeparti har om nogen været vant til at stå i skyggen af partitoppen, som det har været en dødsynd at kritisere. I takt med partiets vokseværk er baglandet imidlertid også blevet større og bør tages seriøst af Christiansborg-politikerne og kunne udtale sig frit. Det mener partiets frontfigur i Kerteminde Byråd, Knud Arhnkiel, der i sidste uge gav baglandet en stemme, da han i tv-avisen udtalte sig om partiets brug af EU-midler.
- Læg nu alle bilag frem, lød det.
Ganske som når DF-toppen har opfordret til at lægge alle bilag frem, når V-formand Lars Løkke Rasmussen og senest den afgåede forsvarsminister Carl Holst har været anklaget for misbrug af offentlige midler. Nu er det så Dansk Folkeparti selv, der er i søgelyset i forbindelse med brug af EU-midler fra fond, som parlamentsmedlem Morten Messerschmidt er formand for.
- Og når vi forlanger rene linjer fra andre, skal vi også selv kunne stå på mål for, hvordan vi bruger pengene. Vi ,der render rundt i mudderet ude i kommunerne og konfronteres med spørgsmål, kan ikke holde til, at der ikke kommer en afklaring, siger Knud Ahrnkiel.
Poul Blod i røret
Sådan offentlig kritik af partifæller er imidlertid bandlyst i Dansk Folkeparti, og det mangeårige partitro medlem har for første gang haft partisekretær Poul Lindholm i røret. Eller Poul Blod, som han kaldes, fordi det er ham, der sendes i byen, når partimedlemmer ekskluderes. Denne gang blev det dog kun til en irettesættelse. Det samme gjaldt, da partiets medlemmer i weekenden var samlet i Horsens for at drøfte den kommende EU-afstemning.
- Der fik jeg også at vide, at det ikke var smart, hvad jeg havde gjort, siger Knud Ahrnkiel.
Han er dog ikke blevet mundlam af den grund og byder indenfor i hjemmet, der ligger på en mark i udkanten af et parcelhuskvarter i Munkebo.
- Jeg mener ikke, at jeg har gjort noget galt. EU-sagen er meget usædvanlig, og partiet kunne jo have sendt en mail til os i baglandet og forklaret sig. Hvis jeg vidste, at der var sat en revisionsundersøgelse i gang, kunne det godt være, at jeg havde sagt, at jeg ingen kommentarer havde, før den var færdig. Men partiet svigtede os ved ikke at sende et skriv. Det er jo os, der får spørgsmålene om, hvad det her nu er for noget, siger Knud Ahrnkiel, mens husets velnærede kat springer op på skødet af ham.
DF-byrådsmedlemmet forsikrer, at han er vant til med næb og kløer at forsvare den politik, der kommer fra Christiansborg.
- Blandt andet hvorfor vi ikke er gået i regering. Vi ude i marken kæmper for at få partiet til at fremstå som et troværdigt og ordentligt parti. Der er også ting i partiet, jeg er uenig i, men som jeg ignorerer. Det er demokratiets vilkår.
- Men hvorfor siger du så ikke bare ingen kommentarer, når du bliver ringet op i denne sag?
- Jeg siger kun det, som alle mennesker siger. Så læg dog de bilag frem eller kom med en forklaring, som er oplysende. Det er en flydende grænse, hvor langt ens loyalitet mod partiet går. Det er ikke sort hvidt, men det er det, man gør det til fra Christiansborg. I princippet siger de, at alle jer politikere i kommunerne, I skal bare klappe i, så skal vi nok styre det herinde fra.
Loyalitet hos vælgerne
Dansk Folkeparti har aldrig lagt skjult på topstyringen, der har sin forklaring tilbage til partiets fødsel i kølvandet på et kaotisk landsmøde i Fremskridtspartiet for tyve år siden.
- Og det er klart, at det ikke nytter at have 1700 landsbytosser, der råber op om det ene og det andet, og topstyringen har været med til at gøre os så store, som vi er, erkender Knud Ahrnkiel.
Ved folketingsvalget blev partiet landets næststørste og ved kommunalvalget i 2013 voksede antallet af byrådsmedlemmer fra 186 til 256.
- Det stiller selvfølgelig også store krav til os i kommunerne, fordi vi har fået mere indflydelse. Men i takt med at vi bliver større, giver det også i allerhøjeste grad mening, at Christiansborg-politikerne tager os i baglandet seriøst. Det er os, der er i fronten. Jeg sidder i byrådet i Kerteminde, fordi jeg repræsenterer nogle mennesker, som har tillid til, at jeg taler deres sag. Det er der, min loyalitet er. Jeg svigter dem, hvis jeg ikke svarer på et spørgsmål som det om EU-midlerne. Det nytter ikke at svare ”ingen kommentar” hver gang, journalister henvender sig om noget kritisk. Jeg bruger jo også medierne til at få de ting frem, jeg selv gerne vil have.
- Men hvis konsekvensen af din åbenmundethed bliver, at du bliver smidt ud af partiet?
- Det vil jeg være ked af, fordi jeg er glad for mit byrådsarbejde. Men får jeg et los i røven, vil det ikke ødelægge min hverdag. Det handler om selvrespekt - at kunne se sig selv i spejlet. Det ville jeg ikke kunne gøre, hvis jeg ikke i en sådan sag tør sige min mening. Jeg synes, at det er en kvalitetsstempling af partiet, at vi var nogle, der udtalte sig uden at skrige bål og brand.
- Hvordan kan det være en styrke for partiet?
- Fordi det viser, at det består af almindelige medlemmer og ikke kun Messerschmidt, hr. Thulesen Dahl eller Skårup, som medierne har fokus på. Demokratisk er det vigtigt at flytte fokus fra magtcentrum i København. Det har medierne også et ansvar for. Der er ved at udvikle sig en overdyrkning af toppolitikerne. Det gælder i alle partier. Knud Ahrnkiel nævner et andet bysbarn i Kerteminde, det socialdemokratiske folketingsmedlem Jan Johansen, der blev isoleret i sit parti efter at være gået mod partilinjen i dagpengesagen.
- Jeg havde gjort det samme som Jan. Det er vigtigt, at folk tør åbne munden og stå ved deres holdninger. Det er sådan, at jeg altid har ageret i mit liv. Så kan det godt være, at de fra Christiansborg siger, at så er du ikke medlem af det her parti, men så må det være sådan. Jeg er et selvstændig menneske og har ret til at have min egen holdning, men jeg oplever, at der generelt er et sygdomstegn i samfundet, hvor vi almindelige mennesker gøres til marionetdukker i et større spil. Det gælder i forhold til topstyringen fra Christiansborg og djøfiseringen, hvor akademikere sætter sig på magten. Vi skal bare sidde som nikkende lammehaler og sige javel. Men jeg vil ikke være en marionetdukke.