Når man er af nordjysk fiskerslægt, så er ens håndtryk noget, der kan mærkes. Også selv om man er kvinde, er familiens mønsterbryder og er gået hen og blevet muslim.
Det er Saliha Marie Fetteh. Hun var den tykke nordjyske pige, der kom til Vollsmose i 1970'erne, da hendes far havde fået job på Lindøværftet. Hun fandt sammen med de andre outsidere, som var gæstearbejdernes børn, og fik stærke bånd til kvarterets pakistanske og tyrkiske piger, og langsomt blev deres tro til hendes tro. Mette Marie Andersen blev muslim og blev Saliha Marie Fetteh, men hun blev bestemt ikke en stille muslimsk pige.
Lige nu er hun gået ind i sin religions kvindekamp, og hun er en frontløberne i kampen for at få kvindelige imamer i Danmark.
- Hvorfor er det et problem, at der kun er mandlige imamer i Danmark ?
- Muslimske kvinder i Danmark er læger, advokater, skolelærere og er på alle måder synlige i samfundet. Bare ikke inden for det religiøse miljø. Jeg synes ikke mændene skal have monopol på at fortolke koranen, og jeg synes ikke, de skal have monopol på at vejlede og rådgive kvinder.
- Svigter mandlige imamer?
- Jeg har gang på gang oplevet, at de ikke støtter kvinder, der har problemer. Imamen tager ofte mandens parti, og kvinden bliver sendt tilbage med anbefaling om, at hun skal blive hos manden, og at hun - som muslimsk kvinde - burde vide, at det ikke er godt at blive skilt. Det er, som om de stadig har en tankegang, der hører til på profetens tid, men vi lever altså i 2015, hvor kvinder tjener deres egne penge og har deres egen bankkonto.
- Er det et generelt problem med de mandlige imamer i Danmark?
- Ja, på nær nogle få i København synes jeg, de har gjort mere skade end gavn.
- Hvordan skal jeres moské skille sig ud?
- Det skal være et rum, som er åbent for både mænd og kvinder. Men fredagsbønnen bliver ledet af en kvinde og holdes kun for kvinder.
-Hvorfor må mænd ikke være med til fredagsbønnen?
- Jamen, ved du hvad ? Nu har vi kvinder i årtier skullet gemmes væk i små mærkelige sidelokaler som for eksempel på Ørbækvej her i Odense. Hvorfor skulle vi ikke have vores eget? Vi har også planer om, at khubaen (fredagstalen, red.) ikke er forbeholdt en teolog, men kan holdes af en hvilken som helst kvinde, der har noget på hjerte.
- Hvad er I for nogle, jer, der vil starte denne nye moské?
- Vi er en gruppe veluddannede, velintegrerede, velfungerende muslimske borgere, der har et åbent syn på verden og på det samfund, vi selv er en del af. Vi vil klare det selv, så vi kommer ikke til at sende en ansøgning til en eller anden stor sheik i Mekka, Quatar eller hvor de andre nu får penge fra. Det vil vi ikke.
- Hvad kan gå galt?
- Faren er vel lidt, hvis det bliver et akademisk projekt af kloge-Åger, der finder sammen i deres egen lille klub. Men der er heldigvis en gruppe af især unge, som har støttet os og kommer med et skulderklap hist og her. De føler ikke, de passer i moské-miljøerne, fordi de altid får den løftede pegefinger: Hov, du har ikke tørklæde på. Hov, du har neglelak på. Hov, du har cowboybukser på. Hov, hov, hov. Det gider unge mennesker ikke høre. Unge er unge, uanset hvilken baggrund, de har.
- Men I får rimelig hård kritik fra det muslimske samfund?
- Ja, og de bliver ved med at finde på noget. Senest er der nogen, der mener, at Sherin Khankan (ide-kvinden bag projektet, red.) ikke kan gøre sig til fortaler for islam og kvindelige imamer, når hun ikke bærer tørklæde. De skal nok finde på et eller andet. Jeg tror, vi er enige om at lukke ørerne, for vi skal videre. Vi kan ikke blive ved med at leve efter nogle gamle mellemøstlige idealer, der ikke passer til den kultur, vi har her.
- Hvad overrasker dig mest i den modstand, der har været mod projektet?
- Det er nok, at helt unge mennesker, som er født og opvokset i Danmark, har været så højrøstede i debatten på facebook. Det gælder faktisk også en del danske konvertietter. Det overrasker mig, at der er et kvindesyn, et menneskesyn og et religionssyn, som ikke hører til i 2015.
- Kan kritikken hænge sammen med, at det altid er en dansk konvertit som dig eller Sherin Khankan, der har en kristen mor, der vil modernisere islam? Hvorfor er det altid folk som jer, der kommer med det nye?
- Ja, hvorfor os? Jeg tror, en af grundene er, at vi er vokset op i et miljø, hvor vi har været vant til at kunne sige, hvad der passede os. Vi har haft mulighed for selv at læse, selv at tænke og selv at analysere. Vi er ikke vokset op i et miljø, hvor det er blevet dikteret, hvad vi skal tænke og føle.
- Og man må gerne kritisere sin religion?
- Man må gerne bruge sin logiske sans. Jeg diskuterede for eksempel engang med en, som mente, at muslimske kvinder skulle gå med strømper og skjule den hvide hud. Men du skal ikke bilde mig ind, at man solgte tennissokker i Mekka i år 632. Strømper er opfundet i lande, hvor der er koldt. Muslimerne er først stødt på strømper, da de erobrede de dele af Mellemøsten, der har vinter. Jeg forstår heller ikke dem, der siger, at kvinder skal dække ansigtet og hænderne. For hvordan kan det så være, at det er forbudt for kvinder at dække ansigtet i Mekka, som er det allerhelligste sted for en muslim? Her går de også i bare tæer. Det hænger jo ikke sammen.
-Hvad med de muslimske kvinder, der nægter at give hånd til mænd?
- Jeg synes personligt, det er uhøfligt ikke at give hånd i Danmark. Det er der også store, selv ret konservative muslimske teologer, som mener. Der er udstedt fatwaer om, at man giver hånd, hvis man bor i et land, hvor det betragtes som uhøfligt ikke at gøre det. Men jeg ved godt, at der også fatwaer om det modsatte. I Yemen giver man ikke hånd, men det er altså et af verdens mest tilbagestående lande, og jeg tror ikke, Danmark vil sammenlignes med Yemen. Jeg rækker selv poten ud, og det gør de fleste i min omgangskreds.
- Hvorfor tror du, at danske muslimer vælger ikke at give hånd eller at være tildækket?
- Jeg tror, det skyldes en minoritetsfølelse, som hører til i en overgangsfase. Jeg ser jo, hvordan det er ved at ændre sig hos de unge piger, så billedet af, hvordan en muslimsk kvinde skal se ud, ikke er så fastlåst. Så vidt jeg ved, sidder troen ikke i tøjet. Troen må være noget, du har inden i dig selv.
- Du har selv valgt at bære tørklæde. Det kunne man vel også argumentere logisk imod?
- Ja, jeg har valgt det i tidernes morgen, men jeg synes, tørklædet har en anden funktion nu. I dag er det for de flestes vedkommende en slags identitetsmarkør, ligesom hvis nogen bærer et kors for at vise, at de er kristne. I min omgangskreds bærer de fleste kvinder tørklæde, men de bærer også læbestift, de går i bukser, de bruger neglelak og de er aktive på arbejdsmarkedet. Der er ikke noget nonneagtigt over dem på nogen måde. Tørklædet er bare med til at vise, hvem jeg er.
- Vil det sige, at ingen er presset til at bruge tørklæde?
- Altså, der findes nogen, som synes, de bliver nødt til det. Jeg kender en kvinde, der har tørklæde på, fordi hun bor i Vollsmose, og når hun tager på ferie, så tager hun det af. "Når jeg stempler ud af Danmark, så smider jeg det", siger hun. Det bryder jeg mig ikke om.
- Så er det nærliggende at tænke parallelsamfund.
- Der er parallelsamfund. Jeg vil ikke sige, at det vokser sig stort, men det findes. Jeg kan faktisk blive lidt sur nogle gange, når politikere, der siger, at der er et parallelsamfund, bliver sablet ned. For det er der, når kvinder for eksempel ikke kan få skilsmisse-tilladelse.
