I morgen - juleaften - er hele familien Richardson samlet hjemme i Ejby. På bordet er der stuffed turkey (fyldt kalkun), som der plejer at være juleaften i den engelsk/fynske familie.
Det eneste, der mangler, for at alt er, som det altid har været, finder vi under bordet. 26- årige Christians ben mangler. Dem mistede han som dansk kampsoldat i Afghanistan i 2009.
Christian Richardson uden ben er en absurd tanke for familien og alle, der kender ham. De stærke ben, de muskuløse arme, den svulmende brystkasse er den, Christian er. Eller var.
Det er den fysiske Christian, de gamle fynske skolekammerater husker. Ham, der altid var der til træning i Ejby-Balslev Idrætsklub, medmindre han havde brækket noget eller havde 40 i feber.
Skolen var også først og fremmest fodbold, fis og ballade for Christian.
Han var ikke Laudrup-typen på fodboldbanen, men han var den stærke, der arbejdede jernhårdt og blev ved. Han pressede sig selv, og han var god. Så god, at han som juniorspiller måtte videre, og han begyndte at spille i FC Fredericia.
Så længe Christian kunne få lov at bruge sig selv på sport og natur, var han tryg. Det var værre, hvis man spurgte ham, hvad han ville efter 10. klasse på Ejby Skole.
- Kammeraterne skulle jo på gymnasiet, i lære og sådan noget, men jeg vidste ikke, hvad jeg ville. Jeg havde ingen planer, siger han.
Han forsøgte sig på Teknisk Skole i Fredericia, men det var bestemt ikke sagen. Niveauet var lavt, det var for sløvt, og udfordringerne var for små.
Men så var det, at storebror Robert viste vejen for lillebror. Han aftjente sin værnepligt ved Livgarden, og Christian elskede at høre røverhistorierne, når storebror kom hjem om fredagen. Tænk at få løn for at træne.
Soldater har ikke kærester
Christian blev professionel soldat, og han blev god. Og kynisk.
- Jeg var da enormt ensporet, siger han.
Er man soldat, så er man det med hud og hår, mente Christian.
- Jeg har altid haft det princip, at jeg ikke skulle have en fast kæreste, når jeg var i forsvaret. Jeg havde løse forhold, men det duer ikke med faste kærester, når man er udsendt. Hverken for hende eller for den, der er udsendt, og det har jeg set masser af eksempler på hos kammeraterne. Jeg synes faktisk, det er enormt egoistisk at sige, at nu tager jeg til Afghanistan, når kæresten står der med barn nummer to på armen, siger Christian Richardson.
Og han ville være soldat i kampzonen. Efter hans smag var der lidt for meget hotelferie over den første udsending i 2006 til Kosovo.
Det blev der lavet om på, da han første gang kom til Afghanistan som 21-årig 1. august 2007, fuld af forventninger om eventyret og fuld af lyst til at udføre det arbejde, han var trænet til som professionel soldat. Og uden nogen viden om, at han præcist to år senere skulle komme til at betale en ekstremt stor pris i det krigshærgede land.
Men eventyret var der, og det var hedt lige fra starten. Det var hedt temperaturmæssigt med 45 grader i skyggen og op til 70 grader i solen. Og det var hedt kampmæssigt, for Christian var en del af Hold 4, som skrev militær historie, både hvad angår tab, og hvad angår bedrifter.
Hold 4’s soldater var de første danske soldater, som blev sendt i decideret angrebskrig siden 1864.
Christian Richardson var med til at drive Taliban ud af majsmarkerne i Helmand-provinsen, og han var med til at oprette Armadillo-lejren. Det er han stolt af i dag:
- Jeg var kampsoldat, og jeg elskede krigens intensitet mere end noget andet, siger han og beskriver et liv, der gav 100 procent mening for en mand af hans støbning:
- Alt var skrællet ned til basics, og det var for mig det ægte soldaterliv. Enten havde man svært ved det, eller også kunne man ikke undvære det, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke ville bytte det for noget.
Er du klar til krig?
Livet kunne koges ned til få spørgsmål: Har du styr på dit gevær? Har du tjek på din udrustning? Er du mæt? Har du sovet? Skal du skide? Er du klar til krig?
Faren gjorde bare, at Christian Richardson følte sig i live.
- Jeg var kampsoldat. Jeg var derude, hvor lokummet stod i flammer. Jeg følte mig fuldkommen usårlig, og i mit inderste vidste jeg, at det ikke kune gå hurtigt nok med at komme af sted igen.
Med Hold 7 blev det hele mere rutine. Han glædede sig til at komme hjem til familien og de livretter, mor over telefonen havde lovet at lave hjemme i Ejby.
Kun én opgave var tilbage. En overdragelsespatrulje, hvor Christian og andre rutinerede fra Hold 7 skulle vise de nyankomne varmeforskrækkede og solskoldede fra Hold 8 rundt i terrænet, inden de skulle stå på egne ben.
En kort patrulje, som næsten var slut, da Christian med en minesøger foran sig ledte gruppe op ad skrænten mod deres hjem - Camp Armadillo.
Det kunne ikke være tættere på endnu en vellykket udsending. Hvis ikke det var for en Taliban-sprængladning, der var lavet med så lidt metal, at minesøgeren ikke registrerede den. Og Christian registrerede den først, da det var for sent.
- Det var, som om det hele var i slowmotion. Jeg hørte ikke larmen fra eksplosionen, men bare en hylen for ørene. Jeg skreg, og jeg så sand og støv dale ned. Jeg trimlede ned ad skrænten og lå stille på ryggen og kunne høre mit eget åndedræt, siger Christian Richardson.
Fuck benene - jeg har stylter
Han mærkede en varm fornemmelse i benene og kom op på albuerne, kiggede ned og så, at benene var væk.
- Hold da kæft, tænkte jeg. Der var ikke noget blod og ikke rigtig nogle smerter. Jeg kunne se, der hang et stykke af det ene skinneben tilbage og var helt hvidt og sandblæst. Der var ikke noget kød, siger han.
At Christian Richardson lever og kan sætte sig ved julebordet i Ejby er næsten naturstridigt. Blodet kom selvfølgelig, og blødningerne var kraftige. Christians ekstremt gode form har reddet hans liv sammen med en hel række af andre heldige omstæn
digheder. Selv er han glad for, at det skete i hæren.
- Hvis jeg havde fået benene kørt af af en HT-bus, så var jeg død i dag. Så ville civilisterne have stået og ikke anet, hvad de skulle gøre. Men i hæren ved alle præcis, hvad de skal gøre, og det reddede mit liv. Og så var jeg måske også den, der var i bedst form i lejren.
Umiddelbart efter ulykken fortsatte Christian med den barske jargon og den rå humor, som han og kammeraterne dyrkede. Da han fik øje på sin faste træningsmakker, som han skulle have trænet med, sagde han:
- Jeg kan nok ikke træne ben i dag.
Og kammeraten tog sig sammen og svarede:
- Så træner vi bare ryg og triceps i stedet for.
Og noget af det første, Christian sagde til sanitetssoldaten, der kæmpede med at stoppe blødningerne, var:
- Er min diller der stadigvæk?
Det kan lyde absurd, men for Christian giver spørgsmålet god mening:
- Fuck benene. Jeg kan lære at gå på to stylter, som en million cirkusartister har gjort før mig. Men det andet er min manddom, siger han.
Realiteterne og Riget
Det kunne nu være lige meget, hvis han forblødte. Han husker hver en detalje om helikopteren, der landede for at fragte ham til det nye danske felthospital i Camp Bastion. Undervejs mistede han bevidstheden og kom ikke til sig selv før flere dage senere på Rigshospitalet i København.
- Jeg har fået at vide, at jeg havde under én liter blod tilbage i kroppen, da jeg kom til Camp Bastion. Det overlever man kun, hvis man er i ekstremt god form, siger han.
Skal man pege på ét sted som rammen om forvandlingen fra den gamle Christian til den nye, så må det være Rigshospitalet.
Det var her, realiteterne ramte ham. Det var her, han besluttede sig for at kæmpe for sit nye liv. Og det var her, han fandt kærligheden.
Benene var væk, men han kunne stadig mærke dem.
- Det var en vild, brændende fornemmelse af, at der var ild i mine benstumper. Det var ulideligt, siger han.
Han var dopet af morfin, så dobbelt, og når han lukkede øjnene, kom de skrækkeligste film med folk, der kom til skade eller blev skudt.
Han var stadig soldat i krig, selv om han lå i en seng, manglede sine ben og havde flere andre læsioner. Battlemind, kalder han det.
Efter de store operationer og ophold på intensiv afdeling blev Christian flyttet til plastikkirurgisk afdeling. Huller skulle lukkes, sår skulle hele, og så skulle en fremtid begynde at tegne sig derude et sted.
Det var her, han mødte den jævnaldrende sygeplejerske Maria. Det var hende, der punkterede den hårdkogte soldat, der lå vågen nat efter nat med dystre tanker.
Den nat, tårerne kom
En nat strøg hun ham over armen, tog hans hånd og sagde: Jeg er hos dig. Og der græd Christian for første gang, siden hans morfar døde, da Christian gik i 6. klasse:
- Jeg havde ligesom bare bygget mig selv op hele tiden. Været den hårde soldat, der kunne klare alt. Og selv om jeg havde mistet benene, var det jo bare en ny mission, jeg måtte klare. Jeg var stadig i det der battlemind. Men da Maria tog mig i hånden, kunne jeg ikke holde den mere. Jeg brød sammen, siger han.
Maria sagde, at det hjalp at græde, og det gjorde det.
- Det åbnede til alt det, jeg havde oplevet i Afghanistan. Ikke bare ulykken, men faren, presset og den stress, man føler, når man bare venter på at blive skudt på, siger han.
Christian og Maria talte godt sammen, og der var ved at ske noget mellem dem, som ikke var foreneligt med rollerne som patient og sygeplejerske.
Men da Christian rykkede videre til næste fase i hospitalsopholdet og senere ud af Riget, skete det, da han inviterede på en øl, og Maria svarede, at hun ikke går og drikker øl med sine patienter og tilføjede med et smil: Men nu er du jo så heller ikke min patient længere.
Snart holdt de i hånd, kyssede og gik ind i noget, han aldrig havde villet før: Et rigtigt kæresteforhold.
I dag bor Maria og Christian stadig sammen, og hun har været en uvurderlig støtte i hans kamp for at skabe sig et nyt liv uden ben.
Kampen for et nyt liv
En kamp, der startede med at få genoptrænet kroppen til den styrke, som er så vigtig for Christian. Og en kamp, som fortsatte, da han skulle lære at gå på sine nye proteser med computerstyrede knæ. Ikke nok med, at det var ekstremt svært. Samtidig var personalet i fysioterapien slet ikke vant til en patientgruppe af stærke krigsveteraner med krudt bagi. Det var vant til at sige: Åh, pas nu på.
- Vi var helt sikkert mere fandenivoldske end de patienter, de var vant til. Vi var jo ikke syge. Vi havde mistet benene, ja, men resten af kroppen var fuldt funktionsdygtig. Vi var trænede og havde mange kræfter, siger Christian.
Det gik for langsomt for ham og soldaterkammeraterne. De kunne ikke få træning nok.
Så længe Christian kunne arbejde og bevæge sig mod nye mål, gik det godt. Stilstanden og fortiden var sværere at klare. Som når han kom hjem til Ejby i weekenderne, og intet havde ændret sig. Og når han åbnede døren til sit klædeskab og så alle de sko, der havde været en passion for ham. Fede sko. Hvide, lysebrune og sorte.
- Jeg var superforfængelig, og jeg kunne godt lide at føle mig lækker og se godt ud. Det gav mig selvtillid. Nu sad jeg bare foran skabet og hulkede over alt mit tøj og alle min sko i en skide kørestol og med to åndssvage benstumper.
Men det gik også fremad, og den sidste dag i rædselsåret 2009 kunne han notere en sejr på sin Facebook-væg: ”Så fik man sgu lige gået sine første meter uden krykker!!”
Knap to måneder efter gik han ned ad en trappe. Koden var knækket.
Maria og han blev tættere og tættere, men boede stadig i hver sin lejlighed. Maria var hans kæreste, og ingen skulle tro, at hun var hans handicaphjælper.
Men de var næsten altid sammen, så det gav efterhånden ingen mening at bo i hver sin lejlighed.
Macho-soldaten bor sammen med en fast kæreste, og der er også noget, der har ændret sig i hans hoved. Han glæder sig over de mange døre til et rigere liv, der har åbnet sig efter ulykken i Afghanistan.
Flere farver på paletten
- Jeg tror, jeg har fået flere farver på paletten. Jeg har prøvet at være en fandens karl, men jeg er på en måde en ny person nu. Det lyder måske mærkeligt, men jeg synes, jeg har flere muligheder nu, end før jeg kom til skade. Jeg var ensporet, men nu er jeg blevet et mere tolerant menneske, siger han og tænker tanker, han ikke tænkte før.
- Sat på spidsen var det en god ting, der skete, for jeg fik et nyt liv ud af det. Hvis jeg ikke havde mistet benene, ville jeg aldrig have mødt Maria. Når jeg sammenligner de to liv, de to verdener, er det næsten som om jeg kan sige, at den ene før eller siden ville have ført til døden, mens den anden førte mig til livet, siger Christian.
Og ud over kærligheden byder livet på en idrætskarriere, som Christian slider dagligt for. Han har gennemført både København og New York Maraton på håndcykel, og næste mål er at deltage i De Paralympske Lege i Rio i 2016.
Men allerførst gælder det julekalkunen hjemme i Ejby sammen med hele familien. Det er snart tre et halvt år siden, Christian Richardson mistede sine ben i kamp for sit land. Han fortryder intet, siger han med overbevisning i stemmen. Men han vil helst kigge fremad:
- Jeg er glad for at have fået muligheden for at leve og blomstre. Derfor fokuserer jeg på de positive ting og er opmærksom på det, jeg selv kan påvirke og forandre. Jeg har stadig et stykke vej at tilbagelægge, før jeg er der, hvor jeg gerne vil være. Men jeg er på vej, og for hver dag kommer jeg nærmere.