Journalist Jens Henrik Jensen havde tænkt på nyheder i 25 år. I alle vågne timer. Skete der noget under hans ansvarsområde, skulle det ud, ud, ud. Så hurtigt som muligt. Hvad enten han selv skulle skrive eller senere, da han var nyhedsredaktør på JydskeVestkysten, sørge for, at andre skrev, at nyhederne kom på nettet, i avisen, blev ordentligt præsenteret og fulgt op. På hans telefon bimlede adskillige nyhedstjenester med sidste nyt, og han holdt øje med det meste i et konstant forsøg på at være forrest, først, bedst.
- Når man er inde i sådan en boble - en nyhedsboble - ser man ikke, at det netop er en boble. En kunstig verden. Det ser man først, når man er brudt ud, konstaterer Jens Henrik Jensen.
Valgte ensomheden
For godt et år siden brød den nu 53-årige journalist netop ud. Sagde sit job op. Tiden var inde til at dedikere sit liv til det forfatterskab, han har opnået succes med.
I et interview med undertegnede for et par år siden afviste han ellers at forlade journalistikken. Sagde blandt andet, at det er ensomt at være forfatter.
- Og det er det stadig, griner han og fortæller:
- Efter jeg var stoppet på arbejde, fulgte jeg selvfølgelig stadig nøje med i nyhedsstrømmen, men nu er jeg almindelig nyhedsforbruger. Jeg savner mine kolleger, men jeg har ikke savnet mit arbejde ét sekund. Det er mærkeligt, ikke? Men efter så mange år havde jeg set det meste, ting går i ring, og jeg kunne mærke rutinen tage over. Min indre nyhedsild var slukket. Hvis jeg havde haft gavn af arbejdet, ville jeg have savnet det, besvarer han sit eget spørgsmål.
Og så er der også familien at tænke på. Jens Henrik Jensen er far til to drenge på fem og syv år.
- Og jeg skal selvfølgelig ikke sidde lårene af dem, men jeg prioriterer dem. Det er et privilegium at have mulighed for at vælge, siger Jens Henrik Jensen, der ud over at være forfatter kalder sig hjemmegående husfar. Ikke supergod til at lave mad, men god til andre praktiske ting til glæde for familien, der også tæller hans kone Mai, som er læge. Og så er han blevet træner for sin ældste søns fodboldhold.
- Det er godt at komme ud en gang imellem, fortæller forfatteren, der ellers tilbringer de fleste timer i hjemmet langt ude ad en grusvej ved Horsens Fjord.
Svært ved at slippe
Jens Henrik Jensens nyeste bog ”De frosne flammer” er tredje og sidste i serien om den tidligere jægersoldat Niels Oxen. Samtidig er det forfatterens tiende roman. Han skriver typisk tre bind - en trilogi - med én bærende hovedperson, hvorefter han skifter spor. Sådan var det efter hans Kazinski-trilogi, der blev fulgt af Nina Portland-trilogien, der blev fulgt af Oxen-trilogien. Men Jens Henrik Jensen har svært ved at forlade Niels Oxen.
I ”De frosne flammer” er den højt dekorerede krigsveteran formodet død, men har overlevet sine kvæstelser på en øde svensk ø. Han er forfulgt af det hemmelige magtnetværk Danehof, der har ødelagt hans liv, men nu tager han kampen op for at rense sit navn og finde de skyldige bag de forbrydelser, der uretfærdigt peger på ham selv. Samtidig længes han efter at blive genforenet med den søn, han har mistet kontakten med, og som er fyrtårnet i hans liv.
- Med ”De frosne flammer” får jeg afrundet min historie, selv om jeg ikke vil love, at jeg bringer Oxen til et sted i himlen med frikadeller og evig lykke, siger Jens Henrik Jensen.
Men selv om historien er afrundet, rumsterer Niels Oxen stadig i forfatterens hoved.
- Det lyder måske mærkeligt, men jeg føler, at det er min pligt at bringe Oxen endnu videre, selv om jeg ikke har opfundet nogen opfølgningshistorie endnu. Oxen kan så mange ting og derfor bruges til lidt af hvert. Han har jo foruden sin militære baggrund også en politimæssig baggrund. Og hans personlige og følelsesmæssige liv kan der stadig bygges på. Jeg er tæt på at turde love en fortsættelse.
Magtens motiver
Jens Henrik Jensen er meget optaget af magt. Har blandt andet blik på tænketanke og virksomhedsledergrupper, der sætter dagsordenen. Og det - sammen med den gamle historie om middelalderens Danehof i Nyborg, der styrede både samfund og konge - har været en af de inspirationssøjler, Oxen-trilogien er bygget på.
I ”De frosne flammer” kommer vi særligt tæt på magten og dens motiver. Blandt andet gennem den tidligere leder af efterretningstjenesten, Mossman, der har gjort Oxen ondt, men også godt.
- Jeg har brugt så meget tid på netop Mossman og hans dobbelte agenda. Han har hele tiden en dagsorden, og nogle gange kan vi skimte den - andre gange ikke. Verden består ikke af gode og onde mennesker pr. definition, og Mossman er både en lysets og mørkets fyrste, siger Jens Henrik Jensen.
Lederen af Danehof skildres også i gråtoner. Han går ind for værdier som ytringsfrihed og kyster uden byggeri.
- Jeg har raffineret Danehof som magtvæsen. Der er værdier, der er o.k., men Danehofs mål og metoder til at få sin vilje, er ikke i orden.
Jens Henrik Jensen lader magten i sine bøger leve tilbagetrukket fra offentligheden - i egen sfære.
- For dem, der virkelig bestemmer, har ikke behov for at færdes i ledergrupper.
Han sætter ikke automatisk lighedstegn mellem penge og magtmisbrug.
- I virkelighedens verden, er nogle rige meget gavmilde, når det gælder donationer til offentligheden.
Som læser af Oxen-trilogien bliver man et stykke ad vejen ledt i en retning, hvor mange penge synes at hænge sammen med magtmisbrug, men forfatteren afrunder trilogien nuanceret.
Bogen er på 546 sider. Det skulle der til for at få enderne til at nå sammen, siger han.
- Og den er endda skarpt skåret, for efter reseach i Sverige og i England begik jeg den sædvanlige fejl at svælge i alt for mange beskrivende detaljer, som måtte skæres ud til sidst, fortæller Jens Henrik Jensen.
Jason Bourne og Niels Oxen
I øjeblikket er fjerde film om Jason Bourne aktuel. Den tidligere CIA-agent med hukommelsestab er som Niels Oxen en helt med posttraumatisk stress og en kampmaskine, når det gælder. Men modsat Bourne fejler Oxens hukommelse ikke noget. Han plages af syv tilbagevendende og hjerteskærende mareridt.
- Har du været inspireret af Jason Bourne?
- Nej, men jeg er enig i, at der er fællestræk, men det er et af livets tilfældigheder siger Jens Henrik Jensen grinende og tilføjer, at han godt kan lide de tre første film om Bourne, men ikke er begejstret for den nye.
- Både Bourne og Oxen er traumatiserede, fortabte i ingenmandsland, underlagt begivenheder og meget handlekraftige, men jeg er ikke sikker på, at Oxen er lige så skarp som Bourne, lyder hans sammenlignende analyse.
Uanset har læserne taget godt imod Niels Oxen-trilogien. Første bind ”De hængte hunde” har rundet 50.000 solgte bind, fortæller Jens Henrik Jensen, og serien er solgt til udgivelse i blandt andet Holland og Norge. Filmskabere har også vist interesse, men der er ingen konkrete planer.
- Jeg er inviteret til nogle samtaler i efteråret. Jeg tager det afslappet.
- Hvad dagdrømmer du om?
- At fortsætte udviklingen. Jeg vil gerne, at så mange som muligt læser mine bøger, for jeg har gjort mig umage med både plot og sprog, og det er vigtigere for mig end pengene. Det kan lyde som noget, jeg bare siger, men det er sådan, det er.
Du er godt to år om at skrive en bog, og du har tidligere begrundet det med, at du også havde et arbejde. Kan vi forvente, at bøgerne kommer med kortere intervaller nu?
- Ha, ha. Nu har jeg ikke den undskyldning længere. Jeg må nok erkende, at langsommeligheden hænger sammen med den måde, jeg arbejder på. Jeg går i lang tid og tænker. Jeg kan ikke love, at jeg vil arbejde hurtigere fremover.
