Hvis Finn Nørbygaard var et stort byggeri, så har det været længe under opbygning. Det er skvattet sammen flere gange, som de store katedraler i Ken Follets ”Jordens søjler”. Hverken sprut, penge eller berømthed viste sig at virke som det bindemiddel, der kunne holde Finn-monumentet på benene i det lange løb.
Nu står han igen. Eller rettere sidder. Finn Nørbygaard sidder over for mig mere modig og ærlig end tidligere. Et lidt mindre prangende byggeri måske, men den 64 åriges fundamentet er til gengæld mere solidt.
De store scener er skiftet ud med nogle ganske små. Typisk med to stole og en æske Kleenex-servietter. Finn Nørbygaard har taget en terapeutuddannelse, som han bruger til at hjælpe folk med ondt i livet videre. Han bruger også sine psykoterapeutiske værktøjer på en lidt større scene, når han tager kendte danskere igennem livets vendepunkter i radioprogammet Finnsk Terapi på 24Syv.
Det, vi skal snakke om, er nogle af vendepunkterne i hans liv. Om hvordan det har præget ham, at han begyndte sit liv som et forladt, misrøgtet spædbarn med pacificerende alkohol i sutteflasken. Den baby lever stadig i Finn Nørbygaard. På godt og ondt.
Finn & Co. på isen
Men vi begynder et sted, hvor alle i kongeriget kender Finn Nørbygaard. Året er 2002. Et tidspunkt hvor det egentlig er absurd at tale om et svendestykke, men det er det ord, Finn Nørbygaard kommer til at bruge på et pressemøde om sit nye show Finn & Co.
Hvordan kan man tale om svendestykke, når man er den mand, der væltede publikum omkuld gang på gang i 1990’erne? Ham der fyldte de store sale med shows som Musik & Fis, Mig & Elvis. Og ham, der var garanteret succes, hvis han stillede sig op ved siden af makkeren Jacob Haugaard og sagde Jadak, lavede Jydekompagniet-film eller forsøgte at udtale navnet på en appelsinvand, ingen rigtig kendte, før Finn sagde Skwaaashh.
Men den tidligere skolelærer bruger altså ordet svendestykke, og det lyder som ydmyghed. Det er det ikke. Finn er ikke bekeden længere. Han er nærmest ligeglad. Han har mødt Stein Bagger og It Factory. Han er rig.
- Da jeg på et tidspunkt var 436 millioner kroner værd, skete der noget med mig, som ikke var fedt. Jeg blev ramt på min lyst til at lave shows og film. Der gik sofa i den, siger Finn Nørbygaard.
Han er nået til et sted, hvor pengene har ædt det drive, den udholdenhed, vilje og fokusering, der har drevet ham frem som kunstner.
- Jeg havde fået det sådan, at det med at køre til Sæby og underholde 2 x 30 minutter - arhh det tror jeg ikke, jeg skal. Før havde jeg det sådan, at selvfølgelig skulle jeg det. Det er mit fag at underholde, og alle opgaver er ikke lige spændende, og de ligger ikke altid lige i nærheden. Men jeg havde mistet mine grundpiller. De mørnede, siger han.
Kasseret og kasseret igen
Mens han bruger ordet svendestykke, ved han ikke, at en dobbeltknockout venter lige om hjørnet. Først den kunstneriske gulvtur og senere den ultimative økonomiske lussing.
Spørger man Finn Nørbygaard i dag, så synes han nærmest, at han er heldig med begge slag.
For at forstå det, skal vi skal tilbage til Esbjerg den 8. marts 1952, da Finn bliver født. Det er her, og i løbet af de første ti måneder han får livets kommende knockouts programmeret ind i en babys krop og sjæl.
Finn er kun to måneder, da han kommer i pleje hos en familie, som ikke var god ved ham. Grov misrøgt af et spædbarn, kalder Finn det i dag.
- Mit held var, at jeg hylede. Jeg skreg så meget, så højt og så længe i lejligheden, at naboerne ringede til Mødrehjælpen. Da de kom, var der ingen voksne. Jeg lå med lort op til nakken, fnat og med alkohol i sutteflasken. De voksne var på værtshus. Jeg var ti måneder, da jeg blev tvangsfjernet fra dem, siger Finn Nørbygaard.
En pissedårlig start kalder han i dag sin entré til livet:
- Jeg har selvfølgelig ingen intellektuel erindring om det, men kroppen husker. Det, jeg har med, er følelsen af ikke at være god nok. Først kasserede min mor og far mig ved at sætte mig i pleje, og så blev jeg kasseret igen af dem, der misrøgtede mig i stedet for at passe på mig.
Her finder Finn Nørbygaard selve grunden til, at han har manglet selvværd og været bagud:
- Hvis jeg var i orden som baby og som menneske, så ville jeg vel ikke blive kasseret? To gange oven i købet. Selv om jeg derefter blev adopteret af en sød og kærlig mor og far, som virkelig blev min mor og far, så er jeg stadig en, der er dobbeltkasseret, siger Finn Nørbygaard.
Medløberen Finn
Når han tænker tilbage på den kasserede Esbjerg-dreng i skolen, ser følelsen lidt anderledes ud.
- Det var følelsen af at være forkert. Ikke anderledes men forkert, og det er der ingen drivkraft i. Som barn og ung, følte jeg mig som en fremmed, der ikke hørte til, siger han.
Det er ikke, fordi Finn er specielt udsat i skolen. Han er bare lidt ved siden af.
- Jeg var sent udviklet både mentalt, intellektuelt og fysisk. Jeg hang hele tiden lidt efter og kom ikke rigtigt med, siger han.
Finn er andensidst i klassens hieraki, men han får alligevel tilkæmpet sig en rolle.
- Den nederste i klassen var Hans, og pludselig gik der rygter om, at han skulle flytte til Sverige med sin familie. Så kunne jeg jo godt regne ud, at det ville være noget lort, for så ville rollen som klassens Dumbo være ledig til mig. Men jeg nåede heldigvis at få min klovnerolle inden, så den havde jeg allerede fra 4.-5. klasse.
Her finder Finn ud af, at han er god til at få de andre til at grine, når han laver sjov med læreren og måske især med vikaren. Men ellers følger han bare efter de andre. Han går på HF, fordi de andre gør det. Og han begynder på læreruddannelse, fordi de andre gør det.
- Jeg var medløber helt vildt. Når de andre sagde, at de skulle være lærere, så sagde jeg: Nå - det har jeg også hørt meget godt om. Og så fulgte jeg med. Det er først her i min voksenalder, jeg er blevet selvstændig, siger han.
Finn og følelsen indeni
Finn klarer sig egentlig helt okay. Får job i Aarhus, flytter sammen med sin kæreste i Risskov. Følelsen af at være lidt forkert flytter med, men den lærer man at leve med. Han driver med strømmen uden at vide, at den fører ham direkte ud over kanten.
- Det, der udløser det, er når jeg får følelsen af at blive forladt. Jeg forestiller mig, at min smerte som spædbarn svæver rundt i mig som en kæmpe klump af en masse molekyer. Nærmest en ladning af forladthed. Den kan jeg godt leve med, indtil jeg føler mig forladt. Så er det som om en molekyle af forladthed rammer den store klump, så den splintres og fylder alt i mig. Så har jeg ingen anden bevidsthed end min egen forladthed, siger Finn Nørbygaard.
Egentlig har hans kæreste slet ikke forladt ham. Hun er lige rejst tre måneder til Los Angeles, Finn har kysset farvel og sagt ”fint” og ”good luck”. Men.
- Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg ikke rejse mig op. Hvad sker der, tænkte jeg.
Da han endelig rejser sig op, går han i gang med at lindre den uudholdelige følelse, der har lammet ham. Han går i gang med at ødelægge sit liv.
- Jeg blev ligeglad med alt, og jeg sjoflede mit liv med druk og hor. Jeg gik mere og mere i opløsning.
Den genfødte Finn
Nu er det, Finn gør noget, som ellers var utænkeligt. Han beder om hjælp. Han går i terapi. Ja faktisk ender det med, at han bliver født. Igen.
- Som Esbjerg-dreng er det den ultimative bund at bede om hjælp. Det gør en mand ikke - og da slet ikke hos en psykolog. Men det gjorde jeg. Der var ikke andet at gøre, siger han.
Helt gakgak bliver det for en esbjergenser, da psykoterapeuten Asta Fink tilbyder Finn at blive genfødt. Altså føre ham igennem en dyb meditation, som giver ham oplevelsen af at være et foster og at blive født. Han siger ja.
- Jeg havde fået så dyb tillid til hende, at jeg ikke tøvede. Men det var skørt, og jeg havde lidt svært ved at koncentrere mig. Mens hun sagde, at nu dannes dine nyrer, og nu dannes din rygrad, lå jeg og hørte, når postbuddet kom gående ude på gruset og gik igen.
Til gengæld er Finn 100 procent til stede, da terapeuten til sidst siger: Nu fødes du og bliver lagt over til din mor:
- Jeg lå simpelthen og skreg i et kvarter. Det med, at jeg blev lagt op til min mor, er så afgørende for mig, for først da forstod jeg, at jeg faktisk blev modtaget her på jorden. Jeg var okay lige i det øjeblik, jeg blev født. At der så gik lort i den senere, det er en anden historie, siger Finn Nørbygaard.
Den nye følelse skulle han bruge til at bygge sit fundament med. Men det er ikke noget, man sådan lige bliver færdig med.
- Jeg har nok været i terapi i 300 timer, og jeg har slidt flere terapeuter op, siger han.
Succesjunkien Finn
Læreren Finn bliver komikeren og sangeren Finn. Han møder Jacob Haugaard, han arbejder hårdt, er disciplineret og bliver berømt.
Men brændstoffet er succes, og benzintanken bliver mere og mere sulten, jo mere der bliver fyldt på.
- Jeg manglede den indre glæde ved at være til i mit eget liv, så jeg måtte have nogen andre til at sige, at jeg var god nok. Showbiss er fantastisk, hvis man er skadet på selvværdet og har et talent. Der er en enorm energi i at få en masse mennesker til at stå foran sig og helst klappe allesammen, siger han.
Men den ensidige jagt efter klapsalver er samtidigt kimen til en ny nedtur.
- Jeg fik en styrke, men det var kun et ydre stillads, og det var skrøbeligt, fordi jeg jo ind imellem mødte mig selv og blev i tvivl. Er det mig, de kan lide?
Publikum strømmer til, og Finn kan ikke slå en forkert skid i 1990’erne, som han udtrykker det. Men kursen er farlig.
- Jeg skulle præstere for at acceptere mig selv, og det blev til en trædemølle, hvor jeg skulle løbe hurtigere og hurtigere, siger Finn Nørbygaard.
På det tidspunkt skovler han allerede penge ind. Det er også i den fase, han møder de nye venner, som kan få formuen til at vokse, og som senere kommer til at hive tæppet væk under ham.
- Jeg blev kontaktet af nogen, som spurgte, om jeg ikke ville investere i noget it. Det syntes jeg var sjovt, for der er nok ingen, der ved så lidt om it som mig. Men jeg havde tjent rigtig mange penge, så det kunne jeg da godt, og så var det nærmest en joke, at jeg var it-investor.
Investeringen er i IT Factory med en vis Stein Bagger i spidsen.
Forladt af publikum
Bankbogen svulmer, mens Finn Nørbygaard er ved at miste pusten rent kunsterisk, og nu er vi fremme i 2002, hvor han kalder Finn & Co. for et svendestykke.
Anmelderne hader det, og publikum er heller ikke begejstrede. Og Finn må ned med nakken igen.
- Når jeg får at vide, at det er noget lort, jeg laver, så ryger min selvaccept jo, siger han.
Kritikerne skrev, at en af 1990’ernes største stjerner havde mistet skarpheden, at hans kritiske sans var væk og at han var blevet selvfed.
- De havde desværre fuldstændig ret. Der var en masse fine rammer, og vi fik fløjet lamper ind fra London. Der var bare ikke rigtig noget indhold, siger Finn Nørbygaard.
Han er færdig som topentertainer. Og han må se noget i øjene, som han egentlig godt ved:
- Når folk har stået og klappet af mig, så er det jo ikke fordi, de synes, jeg er et godt menneske. De er bare tilfredse, fordi jeg har underholdt dem et par timer. Men det var svært at holde smerten ud, siger han.
Det er dog lidt nemmere at komme på benene igen, når formuen vokser og vokser i takt med den opblæste værdi af It Factory.
De mange terapitimer har også givet Finn Nørbygaard lyst til at grave endnu dybere i den menneskelige psyke. Både sin egen og andres. Han går i gang med en lang uddannelse som psykoterapeut.
Forladt af Stein Bagger
Året er nu 2008. En ny Finn Nørbygaard er netop færdig med sin terapeutuddannelse, formuen og besiddelserne er vokset imens, og nu er det snart jul.
Og it-milliardæren og storinvesteren, Asger Jensby, har hele tiden nye ”julegaver”, når han fortæller, hvordan det går med Finns investering i JMI Invest og dermed i It Factory.
- Det sidste, jeg hørte fra ham, var, at nu skulle vi på Nasdaq (et amerikansk elektronisk aktiemarked, red.) sammen med en amerikansk kapitalfond. Så ville jeg være minimum en milliard værd i stedet for 436 millioner.
I virkeligheden er Finn mindre end nul kroner værd.
Da konkursbegæringen mod IT Factory kommer den 3. december, og skeletterne vælter ud af It-skabet og Bagger flygter ud af landet, er det slut.
- Det var ikke så meget pengene, men mere følelsen af, at alt blev taget fra mig. Min bil, mit hus, mit sommerhus på Samsø, mit sommerhus i Sydspanien og mine obligationer. Ja selv min mors lejlighed i Aarhus tog banken.
Finn Nørbygaard går ikke personligt konkurs, men han er bundet på hænder og fødder og har en kæmpe gæld, som skal afdrages med et årligt millionbeløb.
- Da gik jeg i brædderne. Knockoutet. Jeg havde få dage tidligere sagt til min kone, at nu kunne jeg forsørge vores tipoldebørn, og så kom der en stor flyttebil, fordi vi var sat på gaden. Sat på gaden. Det mest ydmygende, der kan ske. Det kunne jeg ikke klare, siger Finn Nørbygaard.
- Den korte version er, at jeg lå og hylede i min slobrok i tre måneder. Jeg degenererede igen til et totalt barnligt niveau, siger han.
Alligevel er det anderledes denne gang. Finn Nørbygaard ved, hvad der sker med ham, og han forsøger ikke at komme på benene med hverken druk, piller eller utroskab. Eller psykoterapi for den sags skyld. Han bliver liggende.
- Jeg var slet ikke modtagelig for terapi, for det kræver, at man mentalt er til stede. Min intellektuelle tilgang var nulstillet. Out of order. Hjerte, nyre og lunger var det det, der fungerede rent kropsligt.
Finn & grundpillerne
Finn Nørbygaard er overbevist om, at det var både nødvendigt og rigtigt:
- Jeg gjorde det rigtige ved ikke at gøre noget. Man snakker så meget om, at man skal op på hesten igen, og det skal man også. Men ikke for hurtigt. Det er faktisk i orden ikke at kunne noget som helst. Så lader man naturen tage over, og det er interessant, hvordan vi heler. Jeg overgav mig til naturen, og den begynder altså stille og roligt at samle stumperne, selvom hele psyken ligger som en butiksrude smadret i 40.000 stumper på fortovet.
Og da Finn omsider smider morgenkåben, fortsætter helingen. Et skridt af gangen.
- Det er på en måde et held, at det hele blev taget fra mig igen på grund af Stein Bagger. Det betød, at jeg skulle have mine grundpiller i gang igen. De stolper, jeg er bygget af, var blevet ligegyldige. De var mørnede, men de skulle have en gang Gori mod råd, så de kunne komme i spil igen. Nu skal der fandme knokles, Nørby, og det kan du godt.
I dag har Finn Nørbygaard genvundet noget af det tabte fra den økonomiske lussing. Han har fået ydmygheden tilbage, og kernen i forretningen Nørbygaard er nu foredragene om at miste både sig selv og guldet. At finde ind til grundpillerne og vinde livet igen. Og om at finde værdien i at køre fra Søllerød til Sæby for at holde 2 x 30 minutters foredrag.
