Sjælen kramper. Smerterne er for store. Hun kan ikke mere. Det gør for ondt. Det. Det er det, hun kalder smerterne. Hun ved ikke, hvad det er. Men det gør ondt. Det har altid været der. Inden i hende. Det. Øllene fra tidligere på aftenen virker nu. Smerten fra det forliste brud med hende, der skulle være ved hendes side resten af livet. Det hele kan være lige meget. Det skarpe blad på hylden på badeværelset borer hun ned i huden. Det gør ikke ondt, selv om huden omkring håndleddet gaber. Det er blod, der rammer det kolde badeværelsesgulv. Hun blev født i Odense 4. september 1962 som den yngste af to piger. Mor hed Margrethe, og faren Lars. Faren arbejde som skibsingeniør på Odense Stålskibsværft. Moren gik hjemme, men var uddannet i en herreekviperingsafdeling, som det hed dengang.
Pigen med de store blå øjne, det rødlige, viltre hår og det runde ansigt med de store kinder kaldte de Emma. Hun var sin helt egen og ikke som storesøster Pia, fik hun at vide senere. Det lyse hår indrammede ansigtet og skjulte begge ører og blev tit viftet væk, når det kom i munden eller i øjnene. Man havde jo langt hår, når man var pige. Også selv om det var irriterende. Røde seler ud over skjorterne og lange bukser lå i hendes skuffe. Yndlingsskjorten var blå - selerne røde.
Med far i værksted
Den lille pige med de røde seler, lange blå bukser og den hvide skjorte læner hovedet tilbage og kigger på sin mor, der står i køkkenet. - Hvorfor er jeg ikke en dreng? Hun er fem år gammel. Faren ville ikke hellere have en dreng. Han havde dreng nok i Emma. Ude på farens værksted står Emma indhyllet i lugten af træ og motorolie til den søde musik af hammer og boremaskiner, der langsomt forvandler en bunke træ til noget brugbart, eller får den gamle bil, der har været stum alt for længe, til at brumme af begejstring.
Hun har rød neglelak på. Det havde man jo, når man var pige. Det kunne hun se på søsteren Pia.
Der stod hun i sin skjorte og lange bukser, mens de blå øjne minutiøst fulgte farens bevægelser. Når hun ikke var i værkstedet, hang hun i et træ eller var dybt optaget af at lege med biler, mens de andre piger legede med dukker.
Der var mange børn på Øbrogårdsvej, hvor hun voksede op. Emma så ofte på dem, mens de legede med hinanden. Hun kunne høre deres latter og så på, mens venskaber blev dannet på kryds og tværs. Mor elsker at læse ugeblade, og syvårige Emma elsker at hente dem for hende hos den lokale kiosk midt i byen. Solen varmer kinderne. Fuglene øver sig på den velkendte sang efter vinterens mørke og stille dage. - Hvad skal den lille herre have, spørger damen på den anden side af disken.
I det øjeblik vokser Emma et par centimeter, mens hun næsten ikke kan være i sin krop af begejstring. "Hun troede, jeg var en dreng," tænkte hun, da hun forlod kiosken med ugebladet under armen. Hun er højere, end da hun kom ind.
Stort stempel i panden
Som hun ligger der på det kolde gulv, blandes tårer med blod. Hun ringer efter en veninde, der hører hendes råb om hjælp. Afdeling P står der ved indgangen på Odense Universitetshospital. Året er 2007. Hun er 45 år og har nu en hvid seng i en hvid stue bag en hvid dør. På P. Med et stort sort stempel i panden, føles det som om. Psykiatrisk patient står der. - Jeg følte ikke, jeg fungerede optimalt. Der var noget galt inden i mig.
Som hun ligger der på det kolde gulv, blandes tårer med blod. Hun ringer efter en veninde, der hører hendes råb om hjælp.
Men jeg får aldrig sagt, hvad det er. Hun tror, det er hendes hang til kvinder, der forvirrer hendes sind. Det må det være. Det er det, der gør hende så forkert. - Hvad skulle det ellers være, spørger hun. Men hun finder aldrig ro i en anden kvinde. - Det er som et overgreb at være sammen med en anden kvinde. Et overgreb, jeg selv er med til at begå. Hun gør det igen og igen. Med forskellige kvinder.
- Hvad fanden er der galt med dig, spørger hun sit spejlbillede. - Hvad fanden er der galt med dig?! Hun lider af sygdommen F64.0. Hun ved ikke, det er det, hun kalder dét. Dét, der giver hende de store smerter i sjælen og slukker lyset i øjnene.
Dét, som giver hende en lyst til ikke at være mere. I lang tid troede hun, de store smerter i sjælen skyldtes, at hun var lesbisk. Men der er noget, der føles forkert. Der er noget, som ikke er, som det skal være. Endelig får hun sagt ordene første gang nogensinde: - Jeg føler mig mere som en mand end som en kvinde. Hun føler sig lille, da hun siger det. Lille og sårbar. - Du skal til lægen, siger veninden. - Nu. Året er 2009.
Et kram af lægen
- Jeg føler, jeg er en mand. Hun siger det igen. Højt. Denne gang hos lægen. Hun fortæller lægen, der opmærksomt lytter, mens hun fortæller, hvordan hun altid har følt, at hun er i den forkerte krop. Lægen rejser sig.
- Du fortjener et kæmpe knus. Det har du gemt på længe, siger lægen. Omsorgen og forståelsen får hende til at bryde sammen. Lige der hos lægen får hun endelig den hjælp, hun så desperat har manglet. Da hun forlader lægen, er det med en følelse, hun ikke er vant til. En følelse af at have lyst til livet.
- Det er første gang, jeg føler, der er håb for mig, siger hun. Hun sidder på en stol i en rundkreds. Det er lægen, der har henvist til denne terapi. Mænd og kvinder danner tilsammen en cirkel af seksuelle identitetskriser og håbløshed over at være spærret inde i en krop, de mest af alt ønsker ad helvede til. For første gang er hun omgivet af andre, der føler det samme som hende.
Andre, der har haft lyst til at skære de feminine fedtklumper af med en sløv kniv. Andre, der har et enormt selvhad over at være en anden end den, de ved, de burde være. Hun er stille og lytter. Hun er tilskuer til sin egen fortælling. Det giver hende tryghed. Forståelse. Og erkendelse. Selverkendelse. Det er første gang, hun tør sige det til fremmede. - Jeg føler mig som en mand. De forstår. Det giver hende ro. Det er også det, der giver hende modet. Modet til at fortælle, hvem hun i virkeligheden er. Modet til at ændre sig.
Hel for første gang
Vejen ud til postkassen er lang, da hun træder ud af det røde murstenshus. Hjertet banker, og tankerne flyver gennem hovedet. Det er, som om alt står stille, selv om hun kan se bilerne i alt for høj fart suse forbi hende, mens hun stikker nøglen i postkassen. Hun presser nøglen ind. Varmen og sveden i hånden gør detsvært at holde nøglen i et fast greb. Hun åbner lågen, og der ligger det.
Lige der! I en simpel, hvid kuvert ligger det, der de sidste 50 år har manglet i hendes liv. Det, der skal være første skridt mod at gøre hende hel. Det, der skal give hende livet tilbage - eller give hende det liv, hun altid har vidst skulle have været hendes. Solen er begyndt at løsrive sig fra skyernes faste greb, da hun med kuverten i hånden med raske skridt og et kæmpe smil går tilbage mod husets brune hoveddør.
Hun sætter sig i den lædersofa, der har levet et langt og presset liv med tidligere ejere. Hendes plads er aftegnet i læderet, der virker lidt for stort til sofastellet. Forsigtigt åbner hun kuverten og trækker beviset på hendes nye identitet ud.
- Lige der følte jeg mig hel for første gang i mit liv, siger hun. 28. oktober 2012 blev dagen, hvor 51-årige Emmas liv sluttede, og Johnnys liv begyndte. Det gule sygesikringskort blev starten på et nyt liv for Johnny. Unisex-navnet gør det muligt at kalde sig selv en han. Med en Facebook-opdatering senere samme dag lader han alle vide, at Emma er blevet til Johnny. Og rejsen er først lige begyndt. Den aften kan han ikke sove. Solen har ændret form og ligner nu en brændende halvkugle, der langsomt opsluges af jorden. Nu er der ingen vej tilbage.
De hvide blomster dækker grenene på træet i forhaven. Knopperne er ved at åbne sig og krænge sig ud til skue for alle, der går forbi den store vej et par hundrede meter før byskiltet med en rød streg over Odense. Der i midten maser den fremmede stamme sig forbi de lange grene pyntet med hvide blomstrer. Stammens grene har sine egne prægtige blomster at vise frem. Lyserøde skud rager majestætisk op over de hvidpolstrede grene og over ordene på det røde murstenshus. Ruinen.
- Det passer meget godt, mumler han, da han åbner den store brune trædør midt i den såkaldte ruin. - Nogle gange tænker jeg, at jeg harspildt mit liv på at være Emma. Jeg har altid godt vidst, at jeg ikke var en kvinde, siger han efter at have taget en tår af den brandvarme kaffe.
Han bladrer i den røde kvadratiske bog, fyldt med billeder og kærlige ord fra mor og far. Det næsten hvide hår er blevet gråt. De blå øjne er indrammet af et par mørke briller. Hans øjne er rettet mod bogen. Det første billede, det første ord og billeder fra den første campingtur. "Vores lille søde Emma" står der. Johnny fæstner blikket på sætningen og læser den igen og igen.
En nærmest usynlig hovedrysten får hans blik væk fra ordene. "Lille søde Emma". Han ligner en, der med et slag har mistet pusten, da han citerer bogens første linje. Øjnene skriger af smerte, mens han kigger på billederne af den pige, han engang var, men som han altid har vidst skulle være en dreng. Han bukker sig ned for at hilse på sin bedste ven gennem de sidste 10år. Vennen har accepteret ham og holdt ham ved selskab, når alt håb var kvalt. Han skal lige lege med ham, og han skal lige give ham en godbid og kærlige ord, før han sætter sig i den ene af de to stole for enden af det smalle køkken, han selv har bygget. Han har lært noget mere end at bore skruer i træ fra sin fars værksted.
Huset står som et kærligt minde om hans far. Ham, der lærte ham at bruge hænderne. I hver krog er der et projekt, der er startet ud fra instruktioner givet fra den far, han mistede for 12 år siden.
Lang vej til Johnny
Han tager koppen med den varme kaffe op til munden og kniber øjnene sammen.
- Det er svært at forholde sig til, at der står Emma. Hvis bare jeg havde haft nosser til at sige det højt noget før. Nakken knækker forover, mens han tager brillerne af og gemmer ansigtet i hænderne.
Han rejser sig og er væk et øjeblik. Da han kommer tilbage, har han en mappe med. Han lægger den på bordet, og med to klap på sofaen ved siden af ham inviterer han mig til at sidde ved siden af sig. Mappen er fyldt med papirer. Ansøgninger, mails, spørgeskemaer, tider på Sexologisk Klinik og billeder af Emma og Johnny, der viser den lange vej til at blive til Johnny.
Han bladrer gennem papirerne, indtil han når et flere sider langt spørgeskema, han har fået tilsendt af Sexologisk Klinik. Her går han til samtaler med læger og psykologer. Det er dem, der skal beslutte, om Johnny er transkønnet, og om han får lov til at få fjernet brysterne på det offentliges regning.
- Hvis jeg bare havde haft pengene, kunne jeg jo blive mand i Thailand eller sågar Tyskland. Men det har jeg ikke, så jeg må finde mig i deres spørgsmål og håbe, jeg får grønt lys. "Bruger du boxershorts eller underbukser? Hvor tit onanerer du? Føler du dig tiltrukket af mænd eller kvinder?"
