Vi må desværre meddele dig, at vi ikke kan tilbyde dig rollen som et af von Trapp-børnene, men til gengæld ser vi dig meget gerne i truppen af torve-børn. Det vil sige, du får lov til både at synge og danse på scene.
- Er det ikke vildt, at jeg kan huske formuleringen udenad?
Skuespiller Kim Hammelsvang spørger leende og gentager sætningen, som om han læser direkte op af det brev, han fik, da han var 13 år og for første gang havde været til optagelsesprøve på Nyborg Vold. Forestillingen var ”The Sound of Music”
- Jeg var en lille, mørk og tyk dreng. Jeg var lidt særlig, for det eneste, jeg for alvor gik op i, var teater, fortæller han.
Til august fylder han 40 år. Stadig mørk og fortsat ikke blandt de højeste med sine 176 centimenter. Han har netop skrottet syv sniger-kilo og er landet på ideelle 66.
Den buttede dreng blev til en slank, moden mand, og passionen er stadig teater. Kim Hammelsvang har været uddannet skuespiller i 10 år og været beskæftiget, siden han forlod lærepladsen Odense Teater i 2006.
Vi møder hinanden ved et cafébord uden for Tornøes Hotel i Kerteminde. Derinde, hvor han snart skal spille sin syvende sæson i Kertemindereyven. Udenfor er lunt og gult af forårssol og påskeliljer i potter, så vi lever med at være nødt til at tale teaterhøjt, fordi nye brosten på Renæssancehavnen er lagt så ujævnt, at passerende biler får et larmende ekko.
- Jeg er lykkelig for at være i Kerteminde om sommeren. Lykkelig for de mennesker, der kommer og ser revyen. Jeg kender mange af dem, og jeg føler mig hjemme. Men når sæsonen er slut, er det fint at skulle hjem igen, siger Kim Hammelsvang.
Og hjem er København. Også selv om moderen bor i Langeskov, faderen på Tåsinge og fortiden er rodfæstet på Fyn - særligt i Nyborg, Bogense og Odense.
Hjemadressen er Nansensgade. Her bor han med sin ægtemand Kenn, der er socialrådgiver. Og arbejdspladsen er især Det Ny Teater og Østre Gasværk, hvor Kim Hammelsvang har lagt krop og barytonstemme til en lang række musicalroller. Ofte er han skurken, den skøre eller den sjove. Senest har han medvirket i ”Jekyll & Hyde” på Det Ny Teater i rollen som alfonsen Spider. Og til oktober kan han opleves som munken Remigius på Østre Gasværk til verdenspremieren på ”Jordens Søjler”.
Jeg gider ikke ”gider ikke”
- Jeg er på toppen over, at jeg har fået lov til at arbejde konstant, siden jeg blev uddannet. Taknemmelig. At tænke sig, at der sidder 1000 mennesker på Det Ny Teater hver aften for at opleve os. Det er så privilegeret, siger Kim Hammelsvang.
Han nægter at begræde, at det endnu ikke er blevet til helterollerne, titelrollerne på de store musicalscener.
- Selv om jeg selvfølgelig ville takke ja, hvis jeg fik muligheden.
- Nogle gange hører jeg kolleger beklage sig og sige, at de ikke gider. Og den slags gider jeg ikke høre på, for så kan de bare lade være, for der er i hundredevis af ledige skuespillere derude, der godt gider, siger han.
Det vigtigste for mig er ikke størrelsen på rollen, men at den er interessant. At den har kant. Og den slags roller har jeg været heldig at få mange af.
Kim Hammelsvang kan dog strække sig til at sige, at han har været lidt irriteret over udelukkende at blive forbundet med revy og musicals, der begge ofte karakteriseres som ”lette” genrer. At han er havnet i en kasse, hvor der er godt at være, men som han kunne tænke sig at træde udenfor en gang imellem.
- Hvis du kunne vælge frit, hvad kunne du så tænke dig?
- Inden for musicals vil jeg gerne prøve at spille konferencieren i ”Cabaret”. Og i et teaterstykke vil jeg gerne spille George i ”Hvem er bange for Virginia Woolf”. Jeg kender det temperament, George har. Energien. Og så er det et sprogligt lækkert stykke med megen kærlighed og sex, og hvor det fyger med spydigheder, der ligger godt i kæften.
I øjeblikket er det dog en almindelig mand i cowboybukser, der særligt optager hans dagdrømme.
- Selv om jeg også elsker at karikere som i revyerne og fuldstændig transformere mig, så har jeg en stigende trang til at opdage den lille mand. Den almindelige mand. Hverdagsmanden i cowboybukser. At være ham vil kræve skuespil i rå form.
Kim Hammelsvang får lige om lidt lov til at møde den almindelige mand i en mindre tv-rolle i en Jonathan Spang-serie ”Lillemand” på TV 2 Zulu.
- Jeg glæder mig til det. Jeg kunne godt tænke mig en større rolle i en tv-serie. Det kunne være fint at prøve noget nutidigt realisme.
Nu må du sgu’ ikke blive tykkere
Man kommer ikke uden om Kim Hammelvangs barndom og ungdom, hvis man vil forstå den taknemmelighed, der præger skuespilleren.
Som lille boede han i Mellemgade i Nyborg og husker familieturene til Nyborg Voldspil.
- Topmagisk, siger han.
Som niårig havde han besluttet sig. Han ville være skuespiller og fik lov at komme på Fameskolen i Odense og fik instruktøren af blandt andet Frøbjerg Festspil, Nyborg Voldspil og H.C. Andersen Festspillene, Erik Bent Svendlund, som sin første mentor.
På sine kassettebånd optog han ”Radioteatret” og opførte stykkerne med sit playmobil-legetøj. Alt handlede om teater.
Han var ikke med i H.C. Andersen Festspillene, hvad mange af børnene fra Fameskolen ellers var. I stedet søgte han som 13-årig en rolle hos Nyborg Voldspil.
”Vi må desværre meddele dig, at vi ikke kan tilbyde dig rollen som et af von Trapp-børnene, men til gengæld...
- Som 16-årig fik jeg min første større rolle på Volden som Lurendrejeren i ”Oliver Twist”. Det var i 1993, og Erik Bent Svendlund skulle instruere. Og jeg var stadig tyk. ”Nu må du sgu’ ikke blive tykkere”, sagde Svendlund. Så tabte jeg mig 12 kilo.
Hjemmet havde siden seks-årsalderen, da forældrene blev skilt, været fordelt på to adresser. Moderen boede først i Nyborg, siden i Langeskov, hvor han også var meget hos sin elskede farmor Grethe. Og faderen boede på Tåsinge.
- Det blev et lidt diffust barndomsforløb. I nogle år var jeg først i skole i Nyborg, så tog jeg bussen til Fameskolen i Odense og videre hjem til far på Tåsinge.
Skolen var Nyborg Private Realskole.
- En fantastisk god skole, hvor jeg fik lov at være lidt særlig. Fik lov at dyrke min identitet som skuespiller.
Stort talent, men du skal være dig selv
Det blev til 10 år på Volden og undervejs - som 18-årig - søgte han ind som elev på teatrene i Odense, København og Aarhus. Og blev afvist.
”Du er et stort talent, men du skal være dig selv”, lød beskeden fra rektor på Odense Teaters skuespillerskole, Lane Lind.
Han tog timer hos skuespiller Kurt Dreyer og prøvede igen.
Og blev afvist.
Han spillede kabaret i Agnethe Bjørns lille teater Katakomben i Vintapperstræde i fire år og havde mindre roller og var statist på Odense Teater. Han var også Rasmus i ”Erasmus Montanus” i Den fynske Landsby. Søgte ind på elevskolerne undervejs og nåede videre til et hav af såkaldte andenprøver, der i job-sprog er at sammenligne med anden ansættelsessamtale.
Og blev afvist.
- Måske var et af problemerne, at jeg havde dannet mig en skuespilleridentitet. Jeg havde jo været med i cirka 50 amatøropsætninger. Alene hos Nyborg Voldspil var der tre år om året. To i Slotsmøllen og et på Volden.
På et tidspunkt, da han var blevet afvist fire år i træk, holdt han to års pause i forsøgene på at komme på en teaterskole.
- Jeg tænkte, at jeg kunne blive skuespiller alligevel. Jeg var jo i gang og tjente også penge på det. Men selvfølgelig var det irriterende, at jeg ikke kunne komme ind.
Efter pausen forsøgte han igen. Denne gang uden at have læst med en professionel skuespiller forinden. Valgte til optagelsesprøven et moderne stykke, der hedder ”Isbrandt”.
Og kom ind som elev på Odense Teater.
- Et af de største øjeblikke i mit liv. Nu sker det, tænkte jeg.
Fire år senere, i 2006, kunne han som 30-årig kalde sig for professionel.
Sådan en man kan regne med - næsten
Kim Hammelsvang var både under og efter elevtiden med i Bogense Sommer Kabaret gennem ni år. Men har ikke været på Odense Teater siden 2007. Han har mest optrådt på Det Ny Teater, Østre Gasværk, Folketeatret og i Kerteminderevyen. Men også i andre revyer som sidste år i ”Revy i Teltet” i Odense.
Han har haft et par mindre tv- og filmroller i blandt andet ”Forbrydelsen” og lagt stemme til adskillige tegnefilm.
Aldrig sceneskræk, stort set aldrig syg. Sådan en, man kan regne med, næsten...
- Forleden lod jeg pludselig min hånd strejfe brysterne på Julie Steincke, der spiller Lucy i ”Jekyll & Hyde”. ”Jeg kommer til dig i nat”, sagde jeg til hende. Det skulle jeg ellers ikke ifølge manuskriptet, men den slags narrestreger på scenen er med til at holde os vågne og skarpe i et langt forløb, og Julie spillede selvfølgelig bare med. ”Okay Spider,” sagde hun.
- Vi kan jo opføre en forestilling langt over 100 gange, og jeg er legesyg. Jeg elsker nye, små detaljer.
Jeg elsker dig ikke mere
Vi taler lidt om at lære udenad. Om at han øver sig om aftenen og vil kunne en given passage 12 gange fejlfrit, inden han må lægge sig til at sove. Hvorefter han sover ubesværet og godt.
- Det er ikke kunst at lære udenad. Det er arbejde.
Og udenads-arbejdet går først i gang samtidig med sceneprøverne. Når vi er på gulv, som han siger. For først dér giver det mening for ham.
- Jeg elsker dig ikke mere, siger han og kigger mig dybt i øjnene.
Jeg stirrer tilbage i hans, der er brune og alvorlige.
Han piller ved en påskelilje og lader mig hænge forundret og pludselig bedrøvet i tavsheden.
Endelig siger han noget.
- Forstår du det nu? Replikkerne skal spilles, siger han og smiler stort.
Når han er færdig i Kerteminde, tager han på ferie med sin mand. Tre uger til Sydspanien. Det er parrets kontrakt med hinanden - at de skal rejse, når der er pauser i arbejdet. Der er også en fødselsdag, der skal planlægges og holdes. Og et firetal med et nul efter, der skal forstås og accepteres.
- For 40 år er jo sådan noget, ens forældre var.
Men måske vil alderen blive en fordel for Kim Hammelvangs drøm om også at spille andet end musicals og revyer.
- Skuespiller og instruktør Jan Hertz sagde engang til mig, at jeg er den type skuespiller, der for alvor træder i karakter, når jeg fylder 50.
