Benny Andersens klaver strømmede ud af højtalerne som digitale toner for cirka 10 år siden i lejligheden i Odense. 13 sekunders klimpren inden Povl Dissings nasale stemme lagde sig ovenpå med ordene ”du kan ikke vikle mig om din finger, dertil er jeg nok for tyk, men din kærlighed kan give mig vinger”.Selv om tonerne var digtale, var der også en knitren fra pickuppens gang gennem rillerne. En knitren, der slet ikke hørte hjemme mellem cd-teknologiens nuller og ettaller.

En fortidsknitren, der i 999 ud af 1000 tilfælde ville være fuldstændig ubetydelig, men som i dette tilfælde trak tråde til fremtiden og satte spor i en lille dreng på et til to år, der lå på tæppet på gulvet i en lejlighed i Hans Tausens Gade i Odense.

Det var Claudia Torstensen, der havde sat ”Svantes viser” i afspilleren, og det var de to sidste bonusnumre, der var blevet overført til cd-udgaven fra syvtommersinglen ”Svantes allergiske vise/Ninas tema” fra 1975, som knitrede.

Og det var hendes søn Jonas, der lå på tæppet, blind for omverdenen, og fik lagt en sten til sin fremtid.

Det er ikke fordi, der siden er blevet lagt voldsomt mange sten. Jonas Torstensen er trods alt blot 11 år i dag.Han blev født uden mulighed for at se sine omgivelser. Han kan se lys, men det er også det.

Og så kan han høre.

Han kan høre rummet. Hvor væggene er. Når han går på gaden, kan han høre, om han for eksempel går forbi en busk. Hvis han koncentrerer sig godt, kan han høre, om der er en lygtepæl i nærheden.

Han kan høre knitren. Og han hører knitren.

Den elleveårige og blinde Jonas Torsten, der går i femte klasse på Munkebjergskolen i Odense, er fuldstændigt forelsket i vinylplader.

Musik.

Undergrundsmusik.

Dyb, dyb undergrundsmusik.

Musik fra når som helst, men især fra de seneste 50 år og især fra Danmark.

Denne eftermiddag har han fået fri klokken tre fra skolen i Odense M, hvor han - så vidt han ved - er det eneste handicappede barn på skolen. Efter at hans lillesøster har åbnet entrédøren, kommer Jonas buldrende ned ad trappen fra førstesalen.

Oppe på førstesalen igen, hvor hans værelse ligger med vindue mod nordøst, ligner Jonas’ kammer ved første øjekast et helt almindeligt drengeværelse, som de nu kan se ud, når en knægt er 11 år. Som de har set ud i 50 år.

Der er en skibsbriks. En hængekøje. Plakater på væggene. Et skrivebord. Lidt skrabsammen af møbler, nogle af dem formentlig ting, der er blevet tilovers andre steder fra.

Et musikanlæg oven på en kommode. Et par mælkekasser. Lidt bøger i stakke rundt omkring. En mulepose op ad væggen.

Mælkekasserne er kodesignalet.

Støv en dansker op med et nørdet forhold til vinyl og et samlergen, og du kan være sikker på, at vedkommende har mindst en mælkekasse i hjemmet. Mælkekasser er ideelle at opbevare lp-plader i.

Det er Eik Skaløe, den afdøde hippiehelt fra Steppeulvene, der hænger på væggen.

Bøgerne i stakke er skrevet af Dan Turèll og Per Højholt. Muleposen op ad væggen er spændt ud til perfekt kvadratisk facon, som en mulepose er, når den er fyldt med lp’er.

Der står en Thorens-pladespiller ved siden af forstærkeren. Men lyset er slukket, og udenfor er solen på vej ned.

Det tænker Jonas ikke over. Han har ikke noget imod, at lyset bliver tændt, men han kan bare ikke hjælpe med, hvor kontakten er. Den har han jo aldrig haft brug for.

Forestil dig, at der fandtes en sans ud over de fem kendte.Det er ikke nemt, vel?

Hvordan skulle en 11-årig dreng, der er født blind, kunne forestille sig, hvordan det er at se, når han aldrig har prøvet det?

Det virker nærmest som om, Jonas lever sit liv efter den sindsro-bøn, som den tysk-amerikansk præst Reinhold Niebuhr formulerede i 1932:

”Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen”.

- Selvfølgelig ville det være nyttigt, hvis jeg kunne se. Men så skulle jeg til at lære alle mulige ting nærmest forfra. Og jeg har jo ikke prøvet andet.

- Jeg kan ikke sige, om det er godt eller dårligt at være blind.

- Mange blinde bruger meget tid på at tænke over, at de er blinde. ”Åh, vi er blinde”. Det gør jeg ikke så meget. Det er noget, der er der og heller ikke mere.

- Sådan er det.

Men han synes nok, at verden er indrettet med en hvis ubalance mellem sanserne. Man siger, at 80 procent af ens sanseindtryk kommer fra synssansen.

- Synssansen har ret meget overtaget. Her bruger jeg så bare mine andre sanser mere og på en anden måde. For eksempel når jeg kan høre væggene. Dem kan I jo bare se.

Sådan er det.

Jonas bruger sin høresans temmelig meget. Specifikt på at lytte til temmelig udfordrende musik.

Han har andre blinde som venner. De deler ikke hans interesse. To-tre stykker, som han taler i telefon med. De snakker sjældent om musik.

- Så bliver det i hvert fald nærmere diskussion, siger han.

Han mødes med andre blinde børn på blindelejre. Sommerskole. Computerlejre. Det er ikke så tit, han tager med på lejr.

- Det kan godt være lidt indspist. Det er altid de samme 15-20, der kommer i forskellige kombinationer. Jeg er mere sammen med seende.

Han snakker heller ikke meget om sin interesse med sine skolekammerater. De er mest til sport og computerspil.

Jonas kan ikke bare løbe ud på vejen og spille fodbold. Computerspil gider han ikke, selv om der findes spil, som blinde kan bruge ved bare at orientere sig efter lydene.

- Lige for tiden har jeg ikke så meget at snakke med mine klassekammerater om. Det kommer sikkert.

Historien om vinylpladens genrejsning er blevet fortalt igen og igen i løbet af de sidste 10 år.Forklaringsmodellerne er mange. Den varme, analoge lyd. Fetischismen ved det fysiske objekt. Hipsterfaktoren. Modreaktionen.

- Jeg er ikke lyd-feinschmecker, men der er jo umiddelbart bred enighed om, at lyden er bedre på vinyl, og det er da dejligt, siger Jonas.

Det er bare ikke det, det handler om for Jonas. Det handler om fællesskab.

- Når du går ind og køber en cd, står du ikke og snakker med ekspedienten om cd’en. Du går heller ikke rundt i butikken og snakker med de andre kunder. Det gør man med vinylen. Der er mere fællesskab og åbenhed omkring vinyl.

- Man snakker med hinanden på plademesser. Man nyder den helt specielle stemning i pladebutikken. Enhver pladebutik har sin helt egen stemning - hvis den ikke har det, er det ikke en pladebutik, jeg synes, det er værd at besøge.

Vinyl-revivalen har han ikke meget til overs for. Vinyl som et billigt reklametrick. Store, mainstreamkunstere og selskaber, der vil med på den hippe vogn. Folk, der hænger covers op på deres vægge, men aldrig sætter en plade på.

- Det er blevet noget trendy hipster-noget. Måske er det i virkeligheden bedst for vinylen at ligge og putte sig i undergrunden. De kunstnere, jeg køber plader med, ville også have udgivet på vinyl i 2005 eller 1995.

- Vinylen vil altid overleve. Det vil de digitale formater også, fordi de er så let tilgængelige. Men uanset hvor dybsindigt og intellektuelt, vi sidder og snakker, så kan man egentlig ikke sige en skid om fremtiden. Det kan være, at vi en dag får en digital revival, hvor de hippe skal ud at købe en computer igen, så de kan downloade filer - hvem ved?

Jonas Torstensen er 11 år. Det bliver man lige nødt til at nævne en gang i mellem. Siden han hørte Benny Andersens klaver og Povl Dissings stemme blandet med vinylknitren som ganske lille barn, har han lært at holde af Dissings stemme. Dengang kunne han nemlig instinktivt ikke rigtig lide den.

- Jeg syntes, lyden var mægtigt stor, at Dissings stemme var meget, meget større, end jeg synes i dag. Nu er jeg rigtig glad for den. Så glad at han blandt andet har spillet den i et radioprogram på lokalstationen Mod Strømmen i København, hvor han var inviteret ind. Han spillede nummeret ”Snehvidekys”, som Dissing udgav i 1971 sammen med syrerockbandet Burnin Red Ivanhoe.

Udviklingen mod glæden ved dansk anti-mainstreammusik og vinyl gik gennem leg og den naturlige drengede lyst til at skrabe ting sammen omkring sig.

- Jeg fik nogle kassettebånd som tre-fire-årig, som jeg kunne lege med og rive i stykker - blandt andet et med Johnny Reimar. Men jeg kunne godt lide båndene og begyndte at samle helt ukritisk. Jeg endte med at have 500-600 bånd.

- Det handlede mere om båndene end om musikken. Det her mærkelige medie, som ingen andre gik op i. Jeg har altid været lidt af en Rasmus Modsat, så det var fedt at have noget, som mine forældre syntes var noget ragelse, der ikke kunne bruges til en skid.

- Så fik jeg båndet ”Atomkraft Nej Tak” (en opsamling fra 1976 med danske kunstnere som Bifrost, Niels Hausgaard og Gasolin, red.) og bånd med Benny Holst og Røde Mor. Dem lyttede jeg til. Her starter min interesse for politisk dansk musik fra halvfjerdserne. Det har jeg siden bevæget mig væk fra, fordi det var meget firkantet og sort/hvidt.

- Jeg er blevet træt af alle de her munkemarxistiske ting.

Så begyndte Jonas at interessere sig for dansk punk. Han lånte Politikens Rock Leksikon som lydbog og hørte det igennem fra ende til anden. Det tog tre uger. Første gang. Siden har han hørt den igen fem-seks gange.- Jeg ville bare kigge efter bands fra tredserne og halvfjerdserne, men jeg lagde mærke til hardcorepunken, der blev nævnt for sine politiske tekster, som jeg gik meget op i dengang.

Men Jonas fandt også ud af, at selv et omfangsrigt leksikon kun beskæftigede sig med toppen af kransekagen, og nu bruger han stort set al sin fritid på at søge efter oplysninger via Google om mere obskure bands.

Og så finder han de plader, han interesserer sig for på pladebutikkernes hjemmesider. Han køber dem ikke via nettet, men tager ud i butikkerne og henter dem. Vi snakker ikke Fona eller Stereo Studio.

- Jeg elsker den lille butik Insula i København. Og Skoven Kalder - det er en hippiepladebutik. Og så selvfølgelig Recordpusher og Moby Disc i Odense.

Det er ikke helt ligetil for en seende at regne ud, hvordan Jonas begår sig i en pladebutik, hvor man bladrer sig igennem og stopper op, når noget fanger ens øje.

- Nogle af pladerne har et karakteristisk udseende, som jeg har set før, og så kan jeg selvfølgelig kende dem. Ellers spørger jeg efter bestemte plader, eller får mine forældre til at læse op, hvad de har. Jeg lærer hurtigt at finde rundt i de pladebutikker, jeg synes er gode. Jeg kommer aldrig bare ind i en pladebutik og køber en plade og går ud igen. Jeg kravler rundt og mærker på pladerne, snakker med ejeren om alt mulig musik og går rundt og fornemmer stemningen. Så kan det så være, at jeg køber en plade på et tidspunkt.

Stop. Plader han har set før? Plader, han kan kende?

- Ja, ja. Hvis de for eksempel har et vildt gatefoldcover (omslag, der kan lukkes op, red.), som jeg kan mærke.

Jonas finder muleposen, der står op ad væggen og er spilet ud med lp’er, og trækker en plade fra 2013 med det dansk-svenske hippiesyreband Kama Loka op (bandet består blandt andet af folk fra Spids Nøgenhat).

- Det er den eneste plade, jeg har købt på grund af coveret. En fantastisk plade. Prøv at mærk! Det er en kæmpe gatefold. Mærk hvor tykt pappet er! Det er nærmest træ. På den måde kan jeg genkende den blandt alle andre. Det er en herlig, herlig plade. En af mine yndlingsplader. Mærk, hvor ru coveret er. Det er helt specielt lavet.

- Det har jo kostet dem et stateligt fransk landhus at lave det cover.