Det har taget svenske Liza Marklund 18 år at færdiggøre sin krimiserie om journalisten Annika Bengtzon.

Liza Marklund synes, det er mange, men livet kom i vejen - med både godt og svært, som da veninden Anna Lindh blev myrdet, og Marklunds ældste datter blev syg af kræft.

Sidste bog i serien, ”Jernblod”, er netop udkommet.

- Jeg orker ikke at skrive flere bøger. Og jeg har sagt det, jeg har at sige. Jeg er ”jätteglad”, at folk har villet lytte, men nu er jeg færdig.

Har du virkelig sagt, hvad du har at sige? spørger jeg hende - opinionsdanneren, der ikke blot har skrevet de 11 krimier i serien, men blandet sig i den offentlige debat gennem kronikker, tv og bøger som ”Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden”.

- Ja, helt sikkert.

Du har jo lov at ombestemme dig?

- Ja, jeg kan ombestemme mig. Det, synes jeg, er sådan et godt ord, det findes ikke på svensk. På svensk siger man ”ændre sig”, og der findes et nederlag i at ændre sig. Men at ombestemme sig er jo noget positivt.

I den nærmeste fremtid skal Marklund promovere ”Jernblod” i flere lande. Det er også i den forbindelse, at vi møder hende. Og på en foredragsturné i Indien inviteret af den svenske ambassade. Men fra marts er kalenderen helliget familien.

Du tager helt fejl!

Liza Marklund har solgt over 15 millioner bøger. Oversat til over 30 sprog - hun ved ikke præcist hvor mange. Hun har i 11 år været Unicef-ambassadør og indtil for nylig jævnligt skrevet kronikker og deltaget i den offentlige opinion. Hun har blandt andet kæmpet for kvinders rettigheder, og hun har sagt, at hun går ind for åbne grænser.

- Rent principielt synes jeg, at det var bedst, om folk fik lov til at bo, hvor de vil. Men så ville samfund og systemer bryde sammen, og det går jo ikke. Men vi kan diskutere flygtningekatastrofen, siger hun.

- Det er en katastrofe for flygtningene, som må flygte - ikke for os. En del heroppe i Norden har misforstået det, for de synes, det er synd for os, fordi flygtningene kommer her.

Er det ikke lettere at være rummelig, når man lever på samfundets solside?

- Racisme florerer i samfund med få indvandrere. Samfund med stor indvandring har meget mindre racisme. Det er, derfor Sverige har mindre racisme end Danmark - for eksempel. For vi har vældig mange indvandrere. Man skulle tro, at det ville være omvendt, men det er det ikke, siger Liza Marklund.

- Danmark og Sverige er meget forskellige. Og det går heller ikke at sammenligne direkte. Tag for eksempel Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna. Dansk Folkeparti er et traditionelt højreparti, mens Sverigedemokraterna har rødder i nazistbevægelsen. Det har DF ikke. Sverigedemokraterna er vældig interesserede i at tale om oprindelse - så længe det ikke handler om deres egen.

Liza Marklund smiler og snupper endnu et lille stykke af det chokolade, hendes danske forlag, Rosinante, har sat en fristende æske af foran os.

Jeg prøver igen: Er det ikke lettere at være rummelig, hvis man har alt det, man skal bruge? Lettere end hvis man er arbejdsløs og bor dårligt?

- Tværtimod. Jeg oplever i Marbella (Marklund har også en bolig i Sydspanien), at de meget rige mennesker dér er meget mere racistiske end mine almindelige venner i Stockholm. Jeg tror derfor, det er omvendt af det, du siger. Man står vagt om det, man har, og siger: ”I skal ikke komme her”. Hvorimod de, som ingenting har - det er dem, som hjælper. Jeg tror, du tager helt fejl, faktisk!

Det er svært at forestille sig, at den velargumenterende, blonde kvinde på 1,82 snart vil tie i offentligheden.

”Jävla” feje trolde

Indtil videre taler Liza Marklund gerne om nødvendigheden af tolerance og samtale. Hun er bekymret over, at Sverige efter hendes opfattelse er ved at blive mindre tolerant.

- Det er så let at være tolerant ved dem, som synes det samme som en selv. Tolerancen afprøves, når nogen synes noget helt andet end dig i spørgsmål, som er vigtige for dig. I Sverige bliver debatten trængt, og jeg tror, det hænger sammen med net-hadet, siger hun.

I ”Jernblod” skriver Marklund: ”Med internettet og de sociale medier var magten og ansvaret lagt i hænderne på alle, enhver var sin egen skaber og det kunne ikke føre i andre retninger end ad helvede til.”

- Problemet med hadet på nettet er, at ingen tager ansvar for det. Og det er en gammel, gammel sandhed: At magt og ansvar altid skal hænge sammen. Får du magt over noget, må du tage ansvar for det, du gør. På de sociale medier har vi givet folk en masse magt - uden at de behøver tage ansvar for det, de skriver. Vi må rette op på det - og det kommer. Det er jeg helt sikker på.

- Nogen må tage publicistisk ansvar - præcis som almindelige medier har en ansvarshavende udgiver, siger Liza Marklund. Og mener lovgiverne. Internettet skal være omfattet af sædvanlige publicistiske regler.

- Man skal ikke have lov at være anonym på internettet. Nogen skal vide, hvem du er. Nogen, som tager ansvar for det, du skriver. Vi kan ikke have en masse små ”jävla”, feje trolde, som sidder derude og gemmer sig bag deres skærme. Man må stå ved det, man siger. Hvor svært kan det være? Jeg har gjort det i 30 år, siger Marklund - tydeligt engageret med hævet stemme og urolige hænder.

Hvad med din egen tolerance. Har du venner, der stemmer på Sverigedemokraterna?

- Ja, vi har det vældig sjovt, men vi har mange diskussioner. Jeg vil ikke bare sidde og holde med. Vi taler jo om vigtige spørgsmål. Og jeg har forsøgt at forstå, hvad de tænker. Og man bruger argumenter mod hinanden. Jeg er ikke arrig - de må synes, hvad de vil, men jeg synes, de tager fejl. De synes ligesådan om mig. I deres verden er det en katastrofe, at de her mennesker er flygtet og forsøger at komme her. Og det kan jeg ikke forstå, men så må vi tale med hinanden om det. Det er den eneste måde at komme fremad.

”Det er da klart, at jeg er feminist. Jeg har jo hjerne.”

- Liza Marklund

Begyndelsen til enden

Som sin hovedperson Annika er Liza Marklund også journalist. I ”Jernblod” er Annikas papiravis dødsdømt til fordel for web. ”Begyndelsen på enden” står der i bogen.

- Men det gør ingenting, at nyheds-papiraviser går under. For hvorfor skal man myrde en masse træ og lave papirmasse af dem for i bil at køre ud med gamle nyheder. Det er spild af ressourcer. Derimod bliver det trykte ord vigtigere og vigtigere. Man ved fra norske studier, at ting, man læser digitalt, er meget sværere at huske end ting, man læser på papir. Man ved ikke, hvorfor digital tekst ikke fæstner sig på samme måde. Trykte medier er derfor nødvendige for den længere analyse og for forståelse af sammenhæng. Det er et stort svigt, at mediehuse har rationaliseret samtidig med den digitale udvikling. I stedet for at anvende de ekstra ressourcer til eftertanke, fordybning og kvalitetssikring, har man bare saneret, snuppet pengene og gjort sig selv rigere. De burde skamme sig!

- Jeg har så mange venner, der er freelancejournalister, som er dygtige, og de overlever knapt. Fordi man skruer og skruer og sparer penge. Man siger, at man ikke kan tage sig betalt på nettet. Jo, så må I hitte på noget. Alt på nettet behøver ikke at være gratis. Vi betaler jo for alting, hvorfor skulle vi så ikke også kunne betale for kvalitetsjournalistik. Det er en menneskelig pligt at betale for kvalitetsjournalistik!

Kedelig lykke

Når man er så rig som dig?

- Jeg er ikke særlig rig. Jeg betaler vældig meget i skat.

Jeg læste, at du har betalt 14 millioner kroner.

- Ja, på ét år.

Umiddelbart har du jo alt. Hvad gør du dig af tanker om lykke og mål og fremtiden?

- Jeg synes, det er helt ubegribeligt, for jeg har jo vundet i lotteriet. Ubegribeligt, fordi det aldrig har været min målsætning. Jeg har villet styre mit arbejde og have kontrollen over det, jeg gør. Det har været vigtigt for mig. At gøre det på en god måde. Men det har jo ikke kun beroet på mig selv, men på alle omkring mig.

- En af forudsætningerne for at få noget gjort overhovedet var også, at det ikke var bekvemt for mig. Hvis man stræber efter et godt liv med mange penge og mange rejser og fint hus, hvis det er det vigtige i livet, da farer man i vildelse. Så kommer man ingen vegne.

Er man så ikke lykkelig?

- Måske er man lykkelig. Det ved jeg ikke. Det skider jeg på - jeg er helt uinteresseret i at være lykkelig, egentlig. Det må være skidekedeligt at være lykkelig. Sidde der og være lykkelig og ...? Jeg har ikke lyst til at være lykkelig. Jeg vil jo gøre noget, og det vil jeg blive ved med, men det bliver ikke offentligt. Jeg ved, hvad jeg skal gøre - ikke skabende - men jeg har en masse, jeg skal gøre privat.

Nytter det at spørge mere til det?

- Det handler bare om mig og min familie. Hvad vi skal gøre, og hvor vi skal bo og sådan noget. Og jeg har nogle planer med min mand og mine børn. Men at bare sidde og mærke efter: ”Hmnnn, hvor lykkelig er jeg nu?” Nej. Jeg holder jo af hverdag. Tørre stereobænken af, lege med mit barnebarn, pudse vinduer - altså mødes med venner, drikke for meget vin. Sådan noget er godt.

”Sådan her vil jeg have det, når jeg bliver 70: Træhus, cardigan og græsplæne.” Sådan siger Annika. Har du det på samme måde?

- Ja, lidt. Det er muligt, at det bliver træhus og cardigan.

Don Quixote

Du har sagt, at du har været lidt en Don Quixote. Hvad mener du med det?

- At jeg ikke har bygget alliancer. Jeg har tænkt: ”Det her må være rigtigt”, og i stedet for at forankre det er jeg bare sprunget af sted på min hest. Det kunne jeg have gjort smartere. Jeg skulle have fået flere med mig. Gjort det på en anden måde, haft bredere kontakt. Men på den anden side havde jeg formentlig ikke fået skrevet nogen bøger, hvis al min tid var gået med at bygge netværk, som jeg aldrig behøvede at anvende. Så jeg ved ikke ... det er svært.

Det er ikke bøgerne, Liza Marklund tænker på, men alle sine kronikker og sin indsats som opinionsdanner. Et arbejde, hun også er stoppet med.

I perioder har hun haft så megen modvind, at hun og hendes familie har måttet have beskyttelse. Men hun slår det hen som værende ikke så galt.

- Jeg har været lidt for blåøjet. Jeg har været lidt for naiv i min forandringsvilje. I stedet for at gøre det ”bra har jeg gjort det ret”.

”Det var Mona, som ringede og sagde, at Anna var død. Nogen skreg. Det var mig.”

Liza Marklund var veninde med politikeren Anna Lindh, der var socialdemokratisk udenrigsminister, da hun blev myrdet i 2003. Mona Sahlin er tidligere formand for Socialdemokraterne i Sverige.