Haruki Murakami sidder på en stol midt i et værelse og kigger ud af vinduet fra et hus, der ligner alle de andre huse på vejen. Facaden er belagt med fliser, og forhaven fuldt asfalteret. Han er på hjemmebane. Var det ikke for et lille skilt med påskriften ”Murakamis Office”, kunne man ikke regne ud, at der i lejligheden på tredje sal gemmer sig en litterær verdensstjerne og den forretning, der er bygget op omkring ham. En verdensstjerne, der har sagt ja til senere på året at komme til Odense for at modtage Hans Christian Andersen Litteraturprisen.
I dag er han klædt i brun T-shirt med påtrykt billede af en flyvende dinosaur under en mørk jakke og lyse bomuldsbukser.
Et par røde Nike løbesko i entréen sladrer om en af hans foretrukne fritidsbeskæftigelser: Løb. 67-årige Haruki Murakami er i god form. En nødvendig god form, siger han.
- Jeg opfatter ikke mit arbejde som skabende; jeg følger bare efter historien, som når man løber efter en hare - sådan helt fysisk. Jeg er løber - langdistanceløber - og at skulle følge efter en historie kræver, at man er fysisk stærk. Det handler om hele tiden at huske at fordele energien fornuftigt, så den ikke slipper op undervejs.
Fattig, men glad
I Hakuri Murakamis romaner går hovedpersonerne næsten altid imod systemets forventninger. En linje, der går igen i den måde, han selv har forvaltet sit liv på.
- Da jeg læste på universitetet i 1968, sloges vi mod systemet, og det er den ånd, der er i mine bøger. Jeg er en hårdtarbejdende mand, men jeg bryder mig ikke om et hårdtarbejdende system. Systemet skal ikke bestemme over den enkelte, og det er den frihed, jeg skriver om, siger han.
- Jeg blev ikke forretningsmand som alle mine kammerater fra universitetet. De fleste af mine venner kom til Mitsubishi eller Sony eller noget tredje efter vores eksamen, men jeg sagde nej. I stedet lånte jeg penge og åbnede en jazzklub sammen med min kone, og det er min måde at leve på. Poor and happy, siger han og trækker lidt på smilebåndet.
Haruki Murakami
Haruki Murakami opfatter sig selv som en evig hippie. Han støtter de unge mennesker i Kina og andre steder, der forsøger at ændre systemerne, siger han og ærgrer sig over, at forandringer tager så lang tid.
- Det er vigtigt for mig at gøre det, jeg har lyst til, og sådan er det stadig, bortset fra en ting, siger Haruki Murakami og laver en længere pause midt i en sætning.
- Til slut blev jeg rig.
Det stringente liv
Haruki Murakami drikker sort kaffe, som han gør hver eneste morgen, før solen står op. Dagene er ens, fortæller han. Klokken fire står han op for at gå i gang med at skrive. Klokken 10 holder han pause og løber sig en tur på omkring syv kilometer, og når han kommer hjem, fortsætter han med at arbejde.
- Jeg skriver essays eller oversætter andre romaner fra engelsk til japansk, og så hører jeg jazz. Jeg arbejder aldrig efter solnedgang og går altid i seng klokken 22, siger han.
Det regelmæssige og stringente liv kunne minde om flere af hovedpersonerne i hans romaner, men er det det?
- Hovedpersonerne har alle en del, der er mig. Man kan sige, de er alternativer til mig på denne måde: Man får en masse valg i sit liv, men selv om man for eksempel vælger at gå til højre på et tidspunkt, kan man godt forestille sig, hvordan det ville have været, hvis man i stedet havde valgt at gå til venstre. Man kan sige, at hvis jeg havde valgt at gå til venstre, havde jeg været den person, der nu er hovedperson i min bog, men det valgte jeg ikke. Han kunne have været mig, men det er han ikke, forklarer Haruki Murakami.
Symbolerne i Murakamis bøger er for længst blevet kørt igennem analysemaskinen af alverdens litterater, og musikken, kattene, baseballkampene og brøndene, der dukker op i flere af hans romaner, har fået læsere til at diskutere, hvor han vil hen med det.
Selv gider han ikke bruge tid på det.
- Jeg er ikke den type forfatter, der analyserer mine romaner. At analysere interesserer mig ikke, det er ikke min profession, det må andre gøre. Der er stor forskel på mine læsere: Amerikanske og europæiske læsere er logiske, de vil finde frem til bogens betydning og kunne sige, om det er fantasy eller postmodernisme. Det tænker asiatiske læsere mestendels ikke på, de accepterer simpelthen bare historien, siger Haruki Murakami.
Al stress er suget ud
I Haruki Murakamis bøger foregår størstedelen af dialogen inde i hovedpersonernes hoveder, mens de tegner et tydeligt billede af et velsmurt samfund med mange vestlige genkendeligheder. Men hvis hans litteratur er det væsentligste afsæt for ens første møde med Tokyo, er det svært at undgå at blive overrasket: På den ene side er byen effektiv og moderne, på den anden side er det overraskende svært at kommunikere med dem, der bor her.
Byens skiltning er hovedsageligt skrevet med japanske tegn, butiksansatte taler udelukkende japansk, og hotellets receptionist, der taler forståeligt engelsk, sænker stemmen så meget, at det smitter af på dem, hun taler med.
Lydene i Tokyo er en verden af kontraster. Det er, som om al stress er suget ud af trafikken, ingen biler dytter eller speeder op. Men da en cementblander bakker ud fra en byggeplads, sker det til tonerne fra en spilledåse, og et øjeblik minder det mig om den usynlige trækopfugl, som Haruki Murakami bruger som motor i romanen af samme navn.
Her på kontoret i Haruki Murakamis egen verden bliver tegneserielydene ikke lukket ind. Han sætter sig godt til rette, trykker kaffekruset ind mod brystet, lukker øjnene og venter nogle sekunder, før han åbner blikket og med tydelig japansk accent begynder at forklare på engelsk.
Historien er ukendt
- Jeg kender aldrig historien, når jeg begynder at skrive, men jeg kender landskabet. Det bruger jeg lang tid på at bygge op. Når jeg skriver, er det som at træde ind i landskabet og se, hvor det fører mig hen, siger forfatteren.
Mange - næsten alle, siger Murakami - vil høre hvor han får sine historier fra, men det kan han ikke forklare. Til gengæld fortsætter de i det uendelige i hans hovede, og han ved helt præcist, hvad der sker med alle hans figurer, ligesom han kender deres forhistorier. Han styrer dem bare ved at bestemme, hvornår punktummet skal sættes.
- Tager vi for eksempel fat i min længste roman, ”IQ84”, så kunne jeg med lethed skrive to ekstra bøger til trilogien - en forhistorie og en efterhistorie - men det vil jeg ikke. Årsagen og resultatet får læserne ikke, de skal have ret til at fortolke, siger han.
- Jeg er ikke interesseret i lykkelige slutninger, men jeg er heller ikke interesseret i mørke slutninger, jeg jagter noget i midten. Jeg tænker, at min hovedperson altid er på udkig efter noget og ofte rejser langt væk for at lede efter det, der er vigtigt, for til sidst at finde noget andet end det, han ledte efter. Det vigtige er ikke det, han finder, men processen undervejs.
Den triste havfrue
Måske er det derfor, Haruki Murakamis yndlingshistorie af H.C. Andersen er eventyret om Den lille havfrue.
- Det er en virkelig trist historie, men en god historie, som betyder meget for folk. De historier, du læser i din barndom, gemmer du hele livet. Det er den slags historier, jeg gerne vil skrive til voksne. Hvis du kan få samme indflydelse på andre mennesker, som H.C. Andersen har fået med sine historier, er det en stor ting.
Da Haruki Murakamis første bog solgte 100.000 eksemplarer, valgte han kort efter at sælge den jazzklub, han ellers drev i Tokyo sammen med sin kone.
- Det kunne ikke lade sig gøre at fortsætte, for jeg havde for travlt med at skrive. Hvis jeg kunne have to liv, ville jeg både leve som forfatter og have en jazzklub.
Haruki Murakami fortæller, hvordan han langt op i tyverne ikke kunne forestille sig at skulle leve af andet end musik. Rygtet om, at han har mere end 10.000 lp’er i sin samling derhjemme, har noget på sig.
- Jeg er holdt op med at tælle, nikker han og sender et af sine sjældne smil.
- Mine forældre var lærere og gav mig bøger. Jeg var ikke en elev, der studerede så flittigt, men jeg læste meget, og det gjorde dem lykkelige. Jeg har altid været en god læser, men jeg havde aldrig regnet med, at jeg selv skulle skrive. Ikke før den dag, jeg fik inspirationen til det og satte mig ned og gjorde det.
Den dag var en aprilaften i 1978 på Jingu Stadium i Tokyo.
Baseballholdet Yakult Swallows, som Murakami fulgte og holdt med, mødte Hiroshima Carp på hjemmebane i sæsonens første kamp, og kun nogle enkelte fans havde lagt sig på græshøjene rundt om banen (det var før, der kom siddepladser på lægterne) for at nyde en øl og mændenes spil.
Allerede efter få minutter sikrede hjemmeholdet sig de første point, og publikum lettede i en fælles berusende begejstring, og lige dér, ud af det blå, slog det Haruki Murakami, at han skulle skrive en bog. Det kom til at foregå ved køkkenbordet om natten, når han havde lukket jazzklubben, og arbejdet med bogen, ”Hear the Wind Sing” (der for første gang bliver udgivet på dansk til efteråret, red.), var en kamp. Sådan oplever han det ikke længere.
Den filosofiske søgen
Det er ikke ligefrem selvtillid, som fylder mange af forfatterens figurer, men til gengæld spekulerer de hver især meget over tilværelsen og meningen med livet, og denne filosoferen fylder også i Haruki Murakamis liv. Det skyldes hans far, der ud over at være lærer fungerede som deltids-præst i et buddhistisk tempel i Kyoto.
Et tempel, der stadig er i familiens eje.
- Da min far var ung, var han i krig i Kina og dræbte nogle mennesker. Han fortrød sine handlinger resten af sit liv, og hver dag - hver eneste morgen - bad han for dem, der var døde under krigen, fortæller Haruki Murakami.
Indimellem besøger han det tempel, som hans far var tilknyttet, og hvor hans fætter i dag er præst.
- Jeg er ikke praktiserende buddhist, men spirituelt har jeg taget min fars filosofi og livsanskuelse til mig, siger han.
Ensomhed fylder meget i romanerne, og Haruki Murakami medgiver, at det kan være et ensomt liv at være forfatter.
- Når jeg skriver en roman, er der ingen, som hjælper mig. Men jeg har været gift i 35 år, så jeg er ikke ensom, slår han fast.
- Jeg er vant til at være alene. Jeg er enebarn, og som barn nød jeg at være alene med min musik, min kat og mine bøger. Havde jeg de tre ting, følte jeg mig ikke ensom, og sådan er det stadig, det har min hustru klaget over i mange år. Jeg er ikke interesseret i at have mange mennesker omkring mig, og da vi rejser en del, kan vi ikke rigtigt have en kat.
Vesten overfor Østen
Haruki Murakami kommer i tanker om engang, han og hans hustru kørte fra Stockholm til København i bil. Det var før, Øresundsbroen blev bygget, de nød at sejle med færge for at kunne krydse landegrænsen. Det var en smuk tur gennem landskabet.
- Paris og Rom er kedelige sammenlignet med Stockholm og København, selv om de er større. Jeg tror, det hænger sammen med, at skandinaver sætter pris på det samme som jeg - god musik og god mad. Der er mange gode pladeforretninger i København; jeg var i fem-seks stykker, og min kone kiggede på dansk design. Jeg kunne let spendere en dag med at gå og kigge dér, siger han.
De seneste mange års pressede økonomi er ifølge Murakami en anden grund til, at japanerne føler sig hjemme sammen med skandinaver og de øvrige europæere. Han forklarer, at japanere er stressede på grund af de seneste 20 års manglende vækst, samtidig med at nabolande som Kina og Sydkorea er blevet større og mere magtfulde. Det sidste smitter af på bogmarkedet, noterer han. For tiden får han flere og flere læsere i Japans nabolande end andre steder i verden.
- For 30 år siden var der intet asiatisk bogmarked, men det er nu stærkest i vækst. Kina, Sydkorea, Indonesien. Det er dejligt, at asiaterne har fået øjnene op for mine bøger og begynder at respondere på dem, siger han.
Jeg spørger, hvad han mener om, at Vestens kulturimperium oplever voksende konkurrence fra øst.
- Generelt er det en god ting, at asiatiske lande bliver mere magtfulde, selv om de drastiske ændringer i verdens magtbalance også kan blive farefulde. Min personlige fornemmelse er, at Japan ikke nødvendigvis bliver et magtfuldt land, så vores rolle bliver måske mere sofistikeret. Jeg tror, det er det, vi søger mod, siger han.
Her kunne jeg vælge at sætte punktum, forlade huset med den almindelige, japanske flisefacade og lade det blive en af de lykkelige finaler, Haruki Murakami ikke bryder sig om, men sådan skal det ikke være.
Slutninger skal være åbne, så i stedet tager fotografen over, følger forfatteren ind på et andet kontor i lejligheden og beder ham sætte sig i en stol og vende blikket til højre.
Haruki Murakami er trådt ud af sin komfortzone og gør præcis det modsatte af, hvad hun beder ham om.
