Da han stiger ud af bussen, er det mørkt og blæsende. En mand fra Røde Kors står i grønne gummistøvler på den bare mark ved Næsbyhoved-Broby og tager mod ham og de andre bosniere. Endnu er ikke opført de barakker, der skal blive den flygtningelandsby, der i en uvis fremtid skal blive deres hjem. Men 22-årige Meho er ligeglad. For ham handler det bare om, at han og den 15-årige lillebror Mirsad nu er tusinde af kilometre væk fra kz-lejren Omarska, hvor de var vidne til daglige henrettelser og selv var udsat for tortur. Mad måtte de nøjes med hver anden eller tredje dag.- Det var meget grimt, siger den nu 44-årige Meho Selman, mens han skænker kaffe i koppen og hustruen Enisa byder et stykke af den lagkage, hun har købt hos Tarup-bageren på vej hjem fra arbejdet på skolebiblioteket på Kroggårdskolen.
På bordet i det gule parcelhus på villavejen i Næsby har de lagt en række fotos frem for at give et indtryk af Sahara, som den fynske flygtningelandsby blev kaldt, fordi barakbyen lå forblæst på Sandgravevej.
Nu diskuterer politikerne på Christiansborg, om der igen skal etableres sådanne statslige barakbyer eller flygtningelandsbyer, som de lanceres som. Senest 1. marts skal regeringen fremlægge et forslag, der skal lette presset på de økonomisk trængte kommuner, der i dag har ansvaret for at finde boliger til de flygtninge, der har fået asyl.
Det var ikke tilfældet for Meho og de andre bosniere, der i 1993 kom til flygtningelandsbyen nord for Odense. Dengang havde politikerne vedtaget kun at give midlertidig beskyttelse til flygtningene fra det tidligere Jugoslavien, så de kunne vende hjem, når der igen var fred.
Sverige det populære mål
Brødrene Selman blev deporteret ud af Bosnien en junidag, og i den polske havneby Swinemünde skulle beslutte, om de ville til Sverige eller Danmark.- De fleste ville til Sverige, fordi man her kunne få behandlet sin asylsag med det samme modsat i Danmark. Min lillebror og jeg valgte alligevel Danmark, fordi vi tænkte, at vi måske ville få en bedre behandling, når der ikke kom så mange hertil. Det var en beslutning, der blev afgørende for vores videre liv, siger Meho Selman og skæver over til hustruen Enisa.
Hendes familie undgik rædslerne i en kz-lejr, men blev fordrevet fra deres hus og boede seks måneder i Kroatien. Det lykkedes storebroderen og hans gravide hustru at flygte til Sverige, og meningen var så, at 19-årige Enisa skulle følge efter. Moderen var død før krigen, og faderen lod datteren selv tage turen til Sverige, så hun kunne komme i sikkerhed. Ruten blev imidlertid ændret undervejs, da Sverige lukkede grænsen på grund af det massive flygtningepres.
Den 22-årige Meho kunne derfor se en langhåret 19-årig pige stige ud af bussen få dage efter, at han havde sat sine fødder på den bare mark i Næsbyhoved-Broby.
- Om jeg lagde mærke til hende? Det gjorde jeg, smiler han.
- Jeg kan også huske, at jeg fik øje på ham, tilføjer Enisa.
På det tidspunkt var barakkerne endnu ikke sat op, men kæmpestore grønne telte udgjorde lejren de første tre måneder. Det var ikke de mest bekvemmelige forhold at bo under.
- Men jeg tænkte slet ikke på det. Vi havde jo få dage før forladt et land i kaos, hvor folk var truet på livet. For mig var det nok, at min lillebror og jeg var sammen, og der blev talt til os på en ordentlig måde, siger Meho Selman, der ikke har lyst til at tale om den tortur, han selv blev udsat for i kz-lejren.
Barakbyer på samlebånd
I Næsbyhoved-Broby blev teltene i løbet af efteråret erstattet af barakker, som blev bygget på samlebånd af Højgård og Schultz i kæmpehaller på Esbjerg Havn og blev til 52 flygtningelandsbyer rundt om i Danmark. I fynske Sahara boede 250-300 i flygtningelandsbyen. I hver enkelt barak var 20-30 mennesker, der skulle deles om to komfurer og to badeværelser. Meho, hans bror og en ven deltes om ét værelse.
Beboerne måtte ikke tage arbejde udenfor barakbyen og måtte ikke modtage danskundervisning. I stedet blev oprettet en bosnisk skole i barakbyen, og Meho, der før krigen var dyrlægestuderende, underviste børnene i biologi.
- Vi levede i et lukket samfund. Den overordnede tankegang var, at vi skulle vende tilbage og ikke integreres i Danmark. Vi måtte ikke søge asyl og ventede bare på, at krigen blev slut, siger Meho Selman.
Røde Kors gav bryllupsnat
De etniske udrensninger fortsatte imidlertid i det tidligere Jugoslavien, og efter to år i flygtningelandsbyen blev Meho gift med Enisa. Vielsen foregik på Odense Rådhus, og i stedet for en bryllupsnat i barakbyen betalte Røde Kors for en overnatning på Næsby Motel og gav et gavekort til en restaurant. Folketinget ændrede også kurs, så de bosniske flygtninge kunne få opholdstilladelse.
- Vi var så glade, og det var fantastisk at kunne flytte ud i en lejlighed, siger Enisa.
I dag har parret tre børn og flyttede ind i det nuværende hus i 2006. Meho Selman arbejder som voksenunderviser på Vollsmose Bibliotek og er socialdemokratisk medlem af regionsrådet i Region Syddanmark.
I denne uge kunne han se sit parti stemme for en række asylstramninger. Blandt andet at asylsøgere kan få beslaglagt værdier ved grænsen og flygtningene med midlertidig opholdstilladelse først kan få ret til familiesammenføring efter tre år mod nu et år. Det sidste har Meho Selman det meget svært med.
- Tænk på en person, der er flygtet fra krig, har mistet hus og job og nu først kan få lov til at få sit barn hertil efter tre år, siger Meho Selman.
Samtidig understreger han, at Danmark ikke kan tage mod alle, der ønsker at komme hertil og ikke er krigsflygtninge.
Hvis Folketinget beslutter igen at opføre statslige flygtningelandsbyer, opfordrer han til, at det bliver muligt at blive undervist og tage arbejde udenfor landsbyen. Ganske som hans parti har foreslået.
- Men er det muligt, vil det være allerbedst at komme ud at bo blandt danskerne og ikke i sådanne særlige barakbyer, siger Meho Selman.
Han har altid følt sig velkommen i Danmark.
- Da vi kom, oplevede vi, at Danmark ville beskytte flygtningene. I dag virker det mere som, at Danmark forsøger at beskytte sig mod flygtninge.
