Budet er ved at pakke aviser i sin bil på tankstationen inden nattens tur rundt til postkasserne i Ullerslev, da en lille, grå bil pludselig parkerer skråt ude på landevejen mellem Nyborg og Odense.
Klokken er lidt over to om natten, da en moden kvinde med uredt hår åbner bildøren og træder rystende ud i mørket. Det er 11. oktober 2013, og for en oktobernat er det varmere end sædvanligt. Termometeret siger cirka 10 grader, og dagens blæst har lagt sig, så der nu blot er en svag vind fra nordøst.
Der er ingen stjerner på himlen.
Kvinden, der fortumlet forlader bilen, virker som om, at hun ser dårligt.
Med Ullerslev Kirke bag sig går hun barfodet hen mod avisbudet. Det eneste tøj, hun har på kroppen, er en stor, mørk T-shirt.
Under T-shirten er hun blå i hele sin venstre side. Hun har blodansamlinger på brysterne, inderlårene og i skridtet. Hun har sår på kinderne og på begge sider af næsen.
I nakken har hun gaffa-tape. Om det ene håndled hænger en lædermanchet, og om halsen hænger en tung kæde med en hængelås i.
Kvinden med kæden om halsen går mod avisbudet.
-Vil du ikke ringe til politiet for mig, siger hun.
Det strejfer ikke avisbudet at gøre andet end at hjælpe. Synet af kvinden og det, som avisbudet hører kvinden fortælle til politiet, der ankommer til tanksstationen kort efter, er en voldsom oplevelse, der kommer til at sidde i avisbudets krop længe efter.
Mødet med avisbudet på tankstationen i Ullerslev 11. oktober sidste år blev enden på over et døgns tilfangetagelse.
4,4 kilometer har hun kørt uden briller i mørket på flugt fra sit hjem, da hun skimter avisbudet som det første andet menneske end sin mand, efter at denne 28 timer forinden havde lammet hende med en strømpistol, da hun stod bøjet over deres dobbeltseng.
Efter den første politibil ankommer der snart en mere. Den sætter hurtigt kurs mod et rødt hus i en af de små landsbyer, der ligger rundt om Ullerslev.
I huset sidder 57-årige Svend Erik Haning og sover i en stol i stuen. Det bliver den sidste søvn, han får i sit eget hjem i mange år.
I går holdt han 58-års fødselsdag i arresten i Vejle.
Mens de 28 timer stod på, blev kvinden, Svend Erik Hanings kone, udsat for sadistisk tortur, brutal vold og menneskelig fornedrelse i uhørt grad.
Selv landets førende ekspert i seksuelle afvigelser, professor i klinisk psykologi ved Aalborg Universitet Bo Møhl har ikke hørt om noget lignende i Danmark.
Anklageren i sagen Kirsten Flummer har aldrig været udsat for en sædelighedsforbrydelse mod kvinder af så grov karakter og med så hård en dom -otte års fængsel.
Du vil nu kunne læse, hvad kvinden blev udsat for. Det er ikke for sarte sjæle, og det er ikke noget, man skal lade børn se. Hvis du vil undgå at læse det, skal du stoppe her eller springe videre til næste afsnit i artiklen.
Da kvinden 9. oktober har været til bankospil i et nærliggende forsamlingshus og er kommet hjem til landsbyen sammen med en veninde, træder hun ind i et helvede, planlagt gennem længere tid af hendes mand.
Han beder hende skifte sit pudebetræk i dobbeltsengen, og mens hun gør det, lammer han hende med en strømpistol.
Han binder hende til sengestolperne.
Han blinder hende ved at klistre gaffatape over hendes øjne.
Han spænder en maske over hendes ansigt. Masken har et bagudvendt rør, der tvinger hendes mund til at være konstant åben.
Han sprøjter hende i munden med startspray til en bil.
Han spænder værkstedsklemmer på hendes bryster, brystvorter og kønslæber.
Han giver hende gentagne stød med en strømpistol, som han selv har modificeret, så den kan give stød i meget lange perioder. Stødene bliver blandt andet givet på brysterne, brystvorterne, kønslæberne og armhulerne.
Han indfører en dildo og andet i hende på usædvanlig grov vis.
Den eneste væske, hun får i løbet af de 28 timer, er, når Svend Erik Haning urinerer på hende og tvinger hende til at synke. Det eneste føde er, da han tvinger hende til at spise tørfoder til en hund.
Og hele tiden har hun hovedtelefoner i ørerne, sat fast med gaffa-tape. I hovedtelefonerne spiller på høj volumen et forberedt lydspor af kakafonisk, stressfremkaldende musik, kun afbrudt af afspilninger af stemmeoptagelser, han har indtalt to dage tidligere. To stemmeoptagelser med titlerne " Begyndelsen" og " Enden".
På lydfilen " Begyndelsen" siger Svend Erik Haning blandt andet: " Du må ikke forsøge at fjerne lyden i ørerne, så ødelægger jeg din hørelse permanent.
Hvis du forsøger at befri dig selv, vil du miste dine brystvorter og blive omskåret." På lydfilen " Enden" siger Svend Erik Haning blandt andet: " Du har tre muligheder for fremtiden.
1. At overleve uden permanente skader.
2. At få permanente men. Hvis du taler, vil dine stemmebånd blive skadet, du vil miste tænder, blive omskåret, men overleve. 3. Du vil ikke overleve, men dø sammen med mig. Jeg skal dø. Om du overlever, er mig ligegyldigt. Jeg er kun interesseret i, at du bliver straffet for, hvad du har gjort mod mig gennem tiden.
Jeg går ud fra, at alvoren er gået op for dig."
Under den mere end døgnlange seance bruger Svend Erik Haning tid på at få bragt deres to hunde og en kat i pension.
Han kører dem til Holmens Hunde-og Kattepension i Åsum og betaler 6000 kroner forud. I retten oplyser han, at det er for at sikre sig, at nogen vil tage sig af dyrene, når det hele er overstået.
Sent om aftenen døgnet efter, at det hele begyndte, bliver han udmattet og falder i søvn i en stol i stuen.
Her trodser kvinden sin angst og tager chancen. Hun får vristet sig løs, kravler hen til trappen og ned af den. Tager nøglerne i døren og smækker den udefra, så hendes mand ikke kan låse sig ud. Hun sætter sig bilen uden at have fået sine briller med og bevæger sig ud i natten.
Væk fra det værste helvede, en kvinde kan opleve i sit hjem.
Svend Erik Haning flytter til det røde hus i den lille landsby uden for Ullerslev sammen med sin kommende kone i forsommeren 2007. Huset bliver købt for hendes penge.
De har mødt hinanden via netdating et par år forinden og har nået at bo sammen på Sjælland i en kort periode, inden han vender tilbage til Fyn med hende.
Det er på overfladen et helt almindeligt par, der flytter til landsbyen. Han er elektriker og arbejder i Odense. Hun arbejder inden for sundhedssektoren.
Især Svend Erik Haning holder sig for sig selv. I starten forsøger en af naboerne to gange at starte en samtale med ham, hvor han trækker sig væk og går ind uden at reagere på henvendelsen fra naboen.
Men han melder sig ind i det lokale torskespiserlaug, hvor 60-70 mænd mødes den første lørdag i januar og marts i det lokale forsamlingshus i festligt lag.
Og parret viser sig også til den årlige byfest på sportspladsen, hvor de medbringer deres to hunde, en labrador og en rottweiler. De taler ikke med så mange og sidder for sig selv til fællesspisningen, men landsbyen er heller ikke, hvad den har været.
Man lever sine egne liv, og det der med at gå ind ad åbne døre ved hinanden og drikke kaffe i køkkenerne hører fortiden til. Det er ikke så anderledes at bo der, end det er at bo i en opgang i byen, hvor man hilser afmålt på de andre i opgangen, hvis man går forbi hinanden på trappen.
Men der kommer folk i huset. Både hans og hendes børn parkerer deres biler udenfor. Der er ingen tegn overhovedet på, at en brutal sexforbryder og kvindemishandler er flyttet ind.
Ikke engang konen ved det, selv om hun ret hurtigt sætter spørgsmålstegn ved, om hun har truffet det rette livsvalg ved at købe hus med Svend Erik Haning og kort efter blive gift på rådhuset i Nyborg.
Men der er én, der ved, hvad der er potentiale for at ske: Svend Erik Hanings ekskone bor i nærheden.
Ekskonen ved, hvad han er i stand til. Hun blev gift med ham i 1978. Da finder hun ud af, at Svend Erik Haning er til sadomasochisme.
Hun er ikke til sadomasochisme, men for husfredens skyld går hun med til at dyrke det i en mild udgave en gang imellem, hvor han er i offerrollen og instruerer hende i, hvad han gerne vil udsættes for.
Indtil en dag i 1992 -efter 14 års samliv.
Hun kommer hjem i deres fælles bolig, hvor han venter. Han bedøver hende med æter, og da hun vågner op, er hun bundet på hænder og fødder. Et ydmygende, menneskeligt nedværdigende helvede på mellem en time og to venter.
Og manuskriptet, som Svend Erik Haning følger, er stort set som beskrevet tidligere i artiklen.
Der går fem år, før ekskonen får undertrykt sin angst for konsekvenserne og oparbejdet nok personlig styrke til at turde lade sig skille fra ham. Fem år, hvor alt handler om aldrig at være alene med sin mand.
Og da hun 22 år efter -i tirsdags -sidder i vidneskranken i byretten i Svendborg, indkaldt af anklageren, der med hendes forklaring ønsker at etablere et mønster i Svend Erik Hanings adfærd, er hun stadig så påvirket af sine oplevelser, at hun må holde lange pauser, hvor hun foran de tre dommere og syv nævninge bryder hulkende sammen.
Hendes sag er forældet. Svend Erik Haning vil aldrig blive straffet for, hvad han gjorde ved sin ekskone. I retten erkender han bortset fra mindre detaljer alt, hvad der var foregået i 1992.
I retssagen indgår en sag mere end den fra oktober, som endte med en telefonopringning fra et avisbud på tankstationen i Ullerslev. En sag fra 2000 med en ekskæreste til Svend Erik Haning.
Samme mønster. Og imellem sagerne fra 2000 og 2013 har endnu en kvinde henvendt sig til politiet med en tilsvarende historie om Svend Erik Haning. Sagen bliver dog droppet på grund af mangel på beviser.
For de to forhold fra 2000 og 2013 blev Svend Erik Haning i fredags idømt en dom på otte års fængsel.
Anklageren i sagen -en af de mest erfarne i Fyns Politi, Kirsten Flummer -har aldrig oplevet en grovere sædelighedssag.
På Aalborg Universitet har professor i klinisk psykologi med speciale i seksuelle afvigere Bo Møhl heller aldrig oplevet noget af en så voldsom karakter i Danmark.
-Jeg har aldrig hørt om noget, hvor det har været så råt. Det har jeg ikke, siger Bo Møhl.
Og den måde, som Svend Erik Haning har bygget op til de brutale overfald med længeres tids forholdsvis almindeligt samvær, har en ganske naturlig forklaring: Grooming. Et engelsk udtryk, der blandt andet bliver brugt, når man taler om pædofili, hvor gerningsmændene forbereder deres ofre og spinder dem ind i et net, der skaber et niveau af naturlighed omkring overgrebene.
-Det er en avanceret mønster, men det er også meget let at forstå. Han starter med at være i den modtagende rolle, hvor han får kvinder til at udføre overgreb på ham, som han oparbejder et raseri over. Et raseri, han kan holde skjult for dem i samværet efterfølgende, fordi han ikke er i stand til at levere en god og gensidig kontakt. Og når han så en dag krydser over og selv vil i sadistens rolle, vil overgrebene ske i en ramme, som er mere naturlig, end den ellers ville have været. Selv bliver han fanget af aggressionen og er ikke i stand til at nedregulere den. En virkelig pervers og farlig lyst løber af med ham. Det er en voldsom aggression -måske mod kvinder, måske mod mennesker som sådan.
Bo Møhl er som klinisk psykolog fuldstændig overbevist om, at de brutale overgreb er en reaktion på, at gerningsmanden selv har været udsat for fornedrelse i sin barndom.
-Han savner fuldstændig empati, indlevelse, at kunne identificere sig med en andens smerte. Når man er så kold, afstumpet og følelsesforladt, er man det kun, hvis man selv har været udsat for voldsomme traumer i sin barndom. Når han tvinger hende til at spise hundemad, er det udtryk for den ultimative fornedrelse.
Han opfatter hende ikke som et menneske. Han må selv have oplevet at være i en passiv, afmægtig rolle, hvor han er blevet udsat for noget tilsvarende fornedrende.
Men er det ondskab, hvis det hele bare handler om en traumatisk barndom? -Det er klart, at det er ondskabsfulde gerninger, og hvis jeg taler længe nok, vil jeg sikkert også sige, at her har vi at gøre med regulær ondskab. Jeg vil dog helst holde fast i mit kliniske perspektiv og sige, at vi fødes ikke onde. Det bliver skabt i os, hvis vi ikke lærer, hvad omsorg, empati og kærlig kontakt er, siger Bo Møhl.
Dele af en mentalerklæring af Svend Erik Haning bliver under retssagen læst op: Han er ikke sindssyg. Han blev mobbet i skolen. Han havde ingen venner.
Begyndte tidligt at stjæle. Kom på institution som 15-årig. Har aldrig været straffet før.
Fravær af empati er lig med ondskab. Det er den lære, Ala Elczewska har gjort. Hun har som terapeut arbejdet med og behandlet ofre for overgreb og tortur igennem 30 år. De sidste mange år på Dignity -Dansk Institut Mod Tortur. Hun har behandlet hundreder af ofre for tortur, og hun er slet ikke i tvivl om, at det, som disse kvinder i denne historie har været udsat for, er tortur. Bare ikke i den juridiske forstand, fordi her er det kun tortur, hvis det bliver udført af myndigheder.
Og hun kalder heller ikke mennesker, der har gennemlevet tortur for ofre -hun kalder dem overlevere, mennesker, der skal leve med konsekvenserne resten af deres liv.
På trods af alle de rædselsberetninger, Ala Elczewska har lyttet til gennem årene, siger hun stop efter at have fået læst to tredjedele af anklageskriftet mod Svend Erik Haning op. Det var nok.
-Det er grænseoverskridende og grusom adfærd. Det er systematiske og gentagne handlinger. Det er kun i juridisk forstand, at det ikke er tortur, siger hun.
Der findes mennesker, som overlever tortur uden at få alvorlige men. Det er typisk mennesker, der kæmper for en sag og er mere eller mindre bevidste om, hvad konsekvenserne kan blive.
-Når det rammer tilfældigt som her, er risikoen for varige psykiske og fysiske skader meget, meget stor, siger hun.
Typiske reaktioner er søvnproblemer og mareridt. Angst. Sansemæssig overfølsomhed -for eksempel over for lys, lyde og berøringer.
-Personen vil gå ind i sig selv for at skærme sig mod påvirkninger, der er normale for alle andre, siger Ala Elczewska.
Når tortur ikke har et klart defineret formål, som ikke har noget direkte med gerningsmanden at gøre -for eksempel når det handler om at få oplysninger ud af folk eller at statuere et eksempel til afskrækkelse -så er der helt særlige kræfter på spil.
-Der er vi inde i psykopatien. Det er sygt og sadistisk. Det er meget svært at beskrive, hvad der kan have bevæget denne mand, der har begået disse ubegribelige handlinger.
-Jeg vil helt klart sige, at det er ondskab. Det er en manglende evne til at sætte sig i et andet menneskes sted. Empati er ikke til stede, og der taler vi om ondskab.
Da Svend Erik Hanings kone kontaktede politiet den nat i oktober sidste år efter 28 timers uafladelig misbrug, mishandling og tortur, gik der et par dage, og så kontaktede hans søn politiet med et tip om, at hans far er serieforbryder, og at flere kvinder havde fået hans sadisme at føle.
Sønnen har ikke besøgt sin far i arresten.
Alle Svend Erik Hanings venner er faldet fra med undtagelse af en enkelt, der selv er en del af det sadomasochistiske miljø.
Han har mistet sit hjem. Han har mistet sin kone -selv om skilsmissen ikke er gået igennem endnu. Han går stadig med vielsesringen på sin højre ringfinger. Det gør hans offer ikke.
Han fejrede sin 58-års fødselsdag i går bag tremmer.
Hans nærmeste har udtrykt noget, der minder om et håb: At han kommer til at ende sine dage i ufrihed.
Under retssagen har han ikke givet udtryk for fortrydelse. Det eneste, han mente at have lært, var, at han burde have samtalet med de kvinder, som han efter egen overbevisning mishandlede efter fælles forståelse.
Hans nuværende og snart eks-kone starter et nyt liv et andet sted. Efter selv at have vidnet på andendagen af retsagen satte hun sig efterfølgende på tilhørerpladserne sammen med Svend Erik Hanings søn, ekskone og tidligere venner.
Hun har et ønske om at skrive sig ud af sagen - at udgive en bog.
Og et stykke tid efter, at hun om natten 11. oktober stod på tankstationen, kun iført en T-shirt, en tung kæde om halsen, gaffa-tape i nakken og en løsrevet lædermanchet om det ene håndled og bad om hjælp hos et avisbud, vendte hun tilbage til tankstationen.
Samme tidspunkt, bare en anden nat. Hun var klar over, at det var hendes chance for igen at møde avisbudet, som hjalp hende, ringede op til politiet for hende og hjalp hende i ly for kulden på bagsædet af bilen.
Da de mødtes igen for anden gang i deres liv, havde hun en æske chokolade med til avisbudet.
-Vi snakkede om den nat. Hun sagde, at det var fantastisk, at han er blevet buret inde. Snakkede om, at hun ville flytte til udlandet. Hun så faktisk rigtig godt ud, siger avisbudet.
Tilbage til ondskaben
Lisbeth Haning var i 2013 udsat for en af de mest brutale sædelighedsforbrydelser i Danmark...
