5230 Happiness
- livet på Langelinie

Thomas Kingos Sogn i Odense er Fyns reelt rigeste sogn. Godt nok topper Stubberup Sogn i 2015 den opgørelse, som Danmarks Statistik har lavet for Fyens.dk over, hvor Fyns rigeste og fattigste bor, men det hænger med overvejende stor sandsynlighed sammen med, at da havde Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen stadig adresse i Stubberup.

I Thomas Kingos Sogn bor der flere end 6000 mennesker over 16 år, så her gør en enkelt borgers indtægt ikke det store udslag. Gennemsnitspersonindkomsten var i 2015 på 418.312 kroner.

Hvad gennemsnitsindkomsten på sognets rigeste vej, Langelinie, er, ved vi ikke, fordi det kan Danmarks Statistik ikke oplyse, men der er ingen tvivl om, at den ligger en hel del over 418.312. Blandt andet bor der på Langelinie to mænd, der placerer sig på Berlingske Business’ liste over Danmarks rigeste som henholdsvis nummer ni (Niels Thorborg, formue 8,7 mia. kr.) og nummer 58 (Hans Schweers, formue: 1,9 mia. kr.).

Fyens.dk er taget på tur til guldkysten i Odense, Langelinie, for at tage temperaturen på 5230 Happiness. Vi har blandt andet været på besøg i to af mangemillion-villaerne i den rigtige ende og på den rigtige side af Langelinie:

"En dag i året 1904 skete der noget vidunderligt. Far købte en grund på Langelinie, der lå i et kvarter, der senere blev det fineste villakvarter i Odense. Dengang var alt næsten kun marker, hist og her afbrudt af en enkelt villa. Grunden bestod af ukrudt med nogle enkelte kartoffelduske, men det var sådan en lyksalighedsfølelse, der fyldte os, da vi så den, at det næsten ikke var til at bære."

Agnes Philipsen var ni år, da lyksaligheden over at få et hjem på det, der snart blev guldkysten i Odense, fyldte hendes lille pigekrop. For det var i den rigtige ende af Langelinie og på den rigtige side af Langelinie, at hendes far, direktør I.M. Nielsen, havde købt grund. Der hvor ens grund først stopper, hvor Odense Å begynder.

Citatet fra Agnes Philipsen er fra "Hunderup Munkebjergbogen", der udkom i 1997.

I 2002 flyttede en anden kvinde til Odenses guldkyst på den rigtige side og i den rigtige ende af Langelinie.

Marianne Steen Larsen boede sammen med sin mand og to små drenge på Birkevej ganske tæt på Langelinie, og en søndag sad hun og kiggede på forsiden af Fyens Stiftstidendes boligtillæg. Her var et billede af et hus på Langelinie 175.

- Da jeg så det, tænkte jeg: Det hus kender jeg. Det ligger ned til åen. Jeg havde altid sagt til Knud, at hvis vi nogensinde skulle flytte, ville jeg kun flytte for et hus, der lå på Langelinie direkte ned til Odense Å. Ikke andet, siger Marianne Steen Larsen.

Hun kendte huset, fordi hun har trillet op og ned ad Langelinie på løbehjul som lille pige, da hun voksede op i nummer 143 som datter af en administrerende direktør.

I dag er Marianne Steen Larsen bogholder på deltid ved vinhandleren Vinens Verden. Knud er Knud Steen Larsen, administrerende direktør i energiselskabet EWII (der indtil for nylig hed Tre-For). Det giver sig selv, hvem der tjener pengene i den familie.

Penge skal der nemlig til, hvis man vil bo i den ende af Langelinie, hvor naboerne blandt andre er Palle Skov Jensen fra Jensens Bøfhus, Danmarks nienderigeste mand Niels Thorborg fra L’Easy, fodboldspilleren Thomas Helveg, den tidligere topchef i Carlsberg Jørn Tolstrup Rohde og ejendomsmatadoren Karsten Bill Rasmussen.

Også selv om Knud og Marianne Steen Larsen fik adressen Langelinie 175 for blot tre millioner. Da var det nemlig tæt på at være en ruin. Der var over 50 K3’ere i tilstandsrapporten. Skimmelsvamp i stuerne. Mugne vinduesrammer som man kunne stikke en finger igennem. Dørene var gennemhullet af dartpile.

Nu er der nye blyindfattede vinduer med rammer i massiv mahogni. Bladguld på stukken i loftet. Tagrender i kobber og hall med højt til loftet. Der er blevet bygget et tårn på.

- Hvad har vi brugt på at sætte huset i stand, Marianne? Fem millioner? Seks millioner, spørger Knud Steen Larsen hen over det 101 år gamle, unikke spisebord i moseeg.

- Jeg tror nok, vi er noget over det ...

- Men det er vel det niveau? Huset står os vel ikke i ti millioner sammenlagt?

- Tæt på ti millioner.

- Nå, lad os sige, at vi har brugt seks-syv millioner. Det er i det niveau i hvert fald. Man kan også lige så godt bruge gode materialer, når man sætter i stand. Det er jo en engangsudgift, og arbejdslønnen er den samme, om man bruger billige eller dyre materialer, siger Knud Steen Larsen.

Hvor mange penge, Knud Steen Larsen tjener, som han kan bruge på at sætte sin Langelinie-villa i stand, hører til privatlivets fred, siger han, men af EWII’s seneste regnskab fremgår det, at selskabet har udgifter til direktørlønninger på 7,7 millioner om året. De penge skal fordeles mellem Knud Steen Larsen og økonomidirektør Jens Christian Sørensen, og her er reglen, at den administrerende direktør sætter sig på en noget større andel end økonomidirektøren.

Bliver man på den rigtige side af Langelinie (de ulige numre), men går lidt længere ind mod byen, finder man nummer 99.

Her bor en pensionist. Manfred Federau hedder han, og han var tidligere underviser på Odense Teknikum.

Man kan ikke se, at det er en mand af forholdsvist beskedne kår, der bor på adressen. Det er en 187 kvadratmeter stor villa i engelsk cottage-stil med udskæringer i træværket, og den ligger i skyggen af et kæmpemæssigt cedertræ. Foran huset holder en Audi A4 3,0 TDi stationcar og i den opvarmede garage en Triumph TR6-sportsvogn.

Huset er indrettet med Wegner-, Arne Jacobsen- og Børge Mogensen-møbler, PH-kogler og Montana-reoler. Der hænger Peter Brandes på væggene, Saxos Danmarkshistorie står i reolen, og der er klassisk musik og jazz på cd og lp.

Forklaringen på, hvordan en pensioneret underviser med murer- og ingeniøruddannelser bag sig har råd til at bo sådan, er simpel: Møblerne blev købt, dengang de var billige, og det samme kan siges om huset.

450.000 kostede det i 1972. Dengang lå Fyns Tivoli med en larmende trærutsjebane lige op ad baghaven, hvilket ikke ligefrem trak prisen op. I dag er det vurderet til 4,5 millioner, men Manfred Federau siger, at buddet skal op på syv millioner, før han vil overveje at sælge (men helst ikke, for han og konen vil gerne blive på Langelinie 99 resten af livet) .

- Det var kun lige, hvad vi kunne gabe over dengang. Min månedsløn var under 4000 kroner, og hele lønnen gik til huset. Jeg solgte min livsforsikring, for at vi kunne få råd, siger Manfred Federau.

Manfred Federaus kone var dengang apoteksassistent. Nu er hun også pensioneret.

De flyttede til Odenses guldkyst fra et rækkehus på Stadionvej i Bolbro. Gummiløse blev kvarteret kaldt, fordi beboerne fik børn hele tiden.

- Jeg var ikke særligt bevidst om, at Langelinie var fashionabelt. Det var et sølvbryllupskvarter. I dag bor der lidt flere familier med børn. Der er åbenbart nogle med gode jobs. I dag køber folk huse på Langelinie til fem millioner for at rive dem ned og bygge nyt. Det er jo tegn på, at de bare gerne vil have den rigtige adresse.

Manfred Federau skiller sig også ud i kvarteret på andre måder end ved at "bare" være pensioneret underviser. Han er også rød. For få år side meldte han sig ud af Socialdemokratiet, fordi det ikke var venstreorienteret nok.

- Men man kan ikke kalde mig socialist længere. Jeg går i hvert fald ikke ind for proletariatets diktatur. Men jeg synes, der er for meget leflen for skattelettelser. Sidste gang stemte jeg på Dan Jørgensen (S), og det gør jeg måske også næste gang, selv om jeg synes, hans og partiets tilnærmelser til Dansk Folkeparti er lidt ynkelige.

Manfred Federau og konen betaler op mod 5000 kroner om måneden i ejendomsskatter, og de penge skal hentes i folkepensionens grundbeløb og deres egne pensioner.

- Det lever vi fint af, men vi er lidt klemt i forhold til ejendomsskatterne. Vi har jo det problem, at mange af vores penge er i murstenene. Jeg må dog indrømme, at skattestoppet har været udmærket for mig, og hvis vi får brug for det, kan vi jo bare låne i huset. Eller sælge det, men det vil vi ikke.

Han siger, at der bestemt bor andre "almindelige" mennesker på vejen.

- Der er også knaldhytter her. Man undrer sig over, at de bliver solgt til tre-fire millioner.

Men socialt samvær er der ikke noget af. Manfred Federau husker, at der var anslag til det, da beboerne i halvfjerdserne gik sammen om at kræve trafiksanering.

- I den forbindelse blev der afholdt en, måske to gadefester ovre i haven til et kollektiv på Chr. Winthers Vej, men i dag er der ikke noget socialt. Vi har heller ingen beboerforening. Hvad skulle vi bruge den til? Vi har jo alle vores eget. Hver vores plæneklipper, stiger og fejemaskiner. Det ville da være praktisk, hvis vi kunne gå sammen om den slags, men enten gør folk det arbejde selv, eller også har de folk til det.

Det er ret almindeligt at "have folk til det" lidt længere nede ad Langelinie, hvor Marianne og Knud Steen Larsen bor. Men den administrerende direktør og fruen får ikke selv hjælp til hverken have, rengøring, vask, madlavning eller noget. Heller ikke selv om de også har et byhus på Sortebrødre Torv inde i centrum, en stor lejlighed i København og en villa i Sverige at passe. Men de medgiver, at de skiller sig lidt ud på det punkt, når det gælder den rigtigt dyre ende af guldkysten, som ender med Palle Skov Jensens 355 kvadratmeter store hvide villa på Odense Å-siden.

Palle Skov Jensen har ikke svaret på Fyens.dk’s forespørgsel på et interview om livet på Langelinie.

Midt mellem Palle Skov Jensen i nummer 197 og Steen Larsens i nummer 175 ligger Niels Thorborgs villa opført i 1915 af den anerkendte arkitekt Anton Rosen, der også tegnede Palace Hotel i København og det markante villakvarter Gerthasminde i Odense C.

Man tænker, at Niels Thorborg må have havemand. Han har nemlig slået haven til Anton Rosen-villaen sammen med haverne til de to nabovillaer. Dem ejer Niels Thorborg også. Villaerne er lejet ud.

I den ene nabovilla bor Erik Laumand, direktør og partner i reklamebureauet Nørgård Mikkelsen, som Niels Thorborg ejer halvdelen af. Erik Laumand er også næstformand i Odense Sport & Event, selskabet bag superligaklubben OB. Formanden er Niels Thorborg, der også ejer selskabet.

I den anden nabovilla bor Jørn Tolstrup Rohde, tidligere topchef i Carlsberg og nyudnævnt bestyrelsesformand i 3C Groups. Som er Niels Thorborgs moderselskab.

Alle tre sidder også sammen i VL-gruppe 61

Niels Thorborg har ikke ønsket at medvirke i denne artikel:

"Kære Kasper. Tak for din mail. Vi forsøger at leve et udadvendt arbejdsliv og et mere diskret privatliv. Derfor ønsker vi ikke at medvirke i din artikel - håber på forståelse og respekt herfor. Med venlig hilsen/Best regards Niels Thorborg, koncernchef 3C Retail A/S."

Erik Laumand, som ud over at være reklamedirektør og næstformand i OB’s bestyrelse også sidder i Den Fynske Bladfonds bestyrelse, har heller ikke ønsket at medvirke:

"Hej Kasper. Jeg har overvejet din henvendelse og besluttet at sige nej tak til at medvirke i sådan en artikel. Mvh. Erik"

Knud Steen Larsen er ikke som sin kone født til at være med i det selskab af rigmænd. Han er vokset op langt ude på landet på Lolland, hvor plovfurene var højere end hans gummistøvler.

- Det var et fattigt hjem, men vi fik mad hver dag, inden vi gik i seng, og jeg lærte at arbejde, jeg lærte viljekraft, og så har jeg gået i en god skole og er fra naturens side godt begavet.

Som 23-årig nyuddannet fra Ingeniørhøjskolen i Odense mødte Knud Steen Larsen direktørdatten Marianne, der var en 16-årig piccoline i det rådgivende ingeniørfirma, hvor han havde sit første job. Det kæresteforhold og senere ægteskab blev den lollandske bondeknolds første blik ind de formuende cirkler i Odense og på Langelinie.

I dag er Knud Steen Larsen i de cirkler i kraft af sin evne og vilje til at arbejde sig til tops. Det kræver 70-80 timer om ugen af ham at være der. Han går i seng ved 22-23-tiden, sover tre timer og står op hver dag klokken 04.15 - de sidste timer inden han står op, bliver han liggende vågen i sengen for at sikre sig, at hans krop får nok hvile. Klokken 05.30 går han ind på sit kontor i EWIIs hovedkvarter i Kolding.

Men den formuende og magtfulde cirkel i Odense er ikke blot centreret omkring Langelinie - velhaverne mødes også til OB’s hjemmekampe til VIP-arrangementer med hvidvin og vitello tonnato, pocheret laks og stenovnsbagte kuvertbrød i Carlsberg Lounge i toppen af Odense Stadion, og til fredagskampe til gin & tonic og DJ og pale ales fra Brooklyn Brewery i fredagsbaren i Richard Møller Nielsen-lounge.

Knud og Marianne Steen Larsen kommer der også og er i kraft af EWIIs sponsorat inde i cirklens centrum - Odense Stadion skifter under OB-kampe navn til EWII Park.

- Vi møder naboerne derude. Det er en del af mit arbejde, men det er selvfølgelig også hygge. Der er ellers ikke samling til noget socialt på Langelinie. Man kan sige det på den måde, at vi er høflige mennesker, der hilser respektfuldt på hinanden og kan udveksle nogle få bemærkninger, når vi ser hinanden på vejen. Men vi ser ikke hinanden meget. Der er ingen, der går tur på Langelinie. Så er der så mange, der har billateralt samarbejde, der har forretninger med hinanden og kender hinanden på den måde. Så mødes vi ude i OB.

- Niels Thorborg er der jo. Og Erik Laumand. Søren og Bodil møder vi derude (Søren Ibsen, direktør i C. Kold International Furniture, og Bodil Hørdum Ipsen, kontaktdirektør, partner og bestyrelsesmedlem i Nørgaard Mikkelsen, bor på Langelinie 160, red.) og Carsten "Calwin" (Carsten Rasmussen, direktør i it-virksomheden Calwin, bor på Langelinie 97 som nabo til Manfred Federau, red.). Jo, jo, der kommer en del. Karsten Bill (Rasmussen, ejendomsmatador, bor på Langelinie 165 og ejer også nummer 167, mens hans datter Michella Bill Rasmussen som 25-årig blev ejer af nummer 169, red.) skulle vi faktisk også invitere med. Han har godt af at komme ud at se lidt fodbold, siger Knud Steen Larsen.

Som administrerende direktør i det firma, som betaler for at lægge navn til Odense Stadion, når OB spiller, nyder Knud Steen Larsen også det privilegium, at klubben gerne vil have ham til at føle, at de gør noget for ham. Fornylig blev han inviteret ned til klubbens træningsanlæg for at møde spillerne og sportsdirektør Jesper Hansen og cheftræner Kent Nielsen - midt i en periode hvor holdet havde præsteret historisk dårligt.

- Her tænker jeg forretningsmæssigt, fordi det går jo ud over min forretning. Selvfølgelig synes jeg også, det er synd for disse unge drenge i korte bukser, der ikke har den succes, de skal have, men det er der andre, der har ansvaret for. Men jeg må sige, at jeg synes, der er nogle, der må gribe ind. Jeg sagde til Kent Nielsen og Jesper Hansen, at det handler om viljekraft. Jeg siger jo til mine medarbejder, at vi hele tiden skal have viljen til at vinde. Jeg siger det også til Niels Thorborg. Ellers vil jeg ikke blande mig i det. Jeg gør jo det samme med mine medarbejdere. De skal have kampgejst, når jeg beder dem om at reducere omkostningerne med tyve procent. Den stemning har ikke været i OB længe.

Det er måske heller ikke længe, at Knud og Marianne Steen Larsen bliver ved med at være en del af Langelinies guldkyst. Deres to drenge bor nu i København, hvor de netop har oprettet et nyt kapitalforvaltningsfirma med navnet Othania Capital A/S med farmand som bestyrelsesformand, og til december bliver far og mor til farfar og farmor for første gang.

Villaen, der i 2002 blev købt for tre millioner, er sat til salg for 17,5 millioner kroner. Det er med en vis vemod, at parret tænker på at forlade huset for sidste gang. Ikke mindst fordi det var den rede, drengene i København lettede fra. Og det var den vej, Marianne voksede op på, løb på løbehjul på og boede på, da Knud kom ind i hendes liv.

I den tid Knud Steen Larsen har kendt til Langelinie, har vejen dog aldrig været et sted, hvor børn blev hverken set eller hørt.

- Det er ikke en legevej, det er det ikke. Det skyldes nok, at folk har store haver. Der er plads til, at børnene kan lege - også hvis bolden ryger lidt ved siden af. Hvis de rykkede ud på gaden, ville det også være, fordi det var et rum med en større social dimension, og det er det altså ikke.

Og heller ikke et sted, hvor man kigger ind til hinanden. Med mindre ens hus bliver sat til salg. Så kan man kigge ind via ejendomsmæglerens fotopræsentation på nettet. Og det gør man.

Taler man med folk i VIP-loungen, når OB spiller kamp, finder man hurtigt ud af, at her ved man udmærket godt, at Marianne og Knud Steen Larsens villa er til salg, selv om der ikke står noget skilt i indkørslen. Og man har også været inde og se billederne af indretningen. Og man har en mening om den.

- I det her niveau i Odense må man sige, at der er meget jantelov, siger Knud Steen Larsen.

- Alle ved stort set alt om alle, og der bliver talt om det. Nogle har fordomme, og nogle har det modsatte. Nogle bliver lidt for smarte, og nogle driver blot deres forretninger selv og med hinanden. Der er også rester af den gamle etatsrådernes by, hvor noget kan lade sig gøre, fordi der er nogle ting, der hænger sammen - nogle forbindelser til politikere og embedsfolk. Og så har vi logerne - frimurerne og Odd Fellow - og Skyttelauget. Det er højtideligt og berigende at se, hvad der foregår, men jeg har valgt at være fuldstændigt fri og ikke være en del af det.

Tilbage på den lidt mindre gyldne del af guldkysten Langelinie i nummer 99 sidder Manfred Federau. Han følger også OB, og sidder foran fjernsynet hver søndag aften, når DR samler op på ugens runde.

- Jeg har godt set, at det ikke går så godt for OB, siger han.

Men den pensionerede underviser i huset, der i 1972 kostede 450.000 kroner, har ikke adgang til at fortælle hverken sportsdirektør, cheftræner eller bestyrelsesformand, hvordan han mener, at OB skal håndtere en krisesituation.

- Jeg kommer jo ikke på stadion. Der er ellers mange herude, der er inde i det og er VIP derude - forretningsmæssigt og som sponsorer. Jeg er sikker på, at de får VIP-pladser.

Og det gør de jo også. Men Manfred Federau ved knap nok, hvem de er, selv om de som han bor i den rigtige ende af Langelinie.

- De hilser ikke på mig. De ved ikke, hvem jeg er. Jeg kender også kun nogle af dem, og det er blot fra billeder i avisen. Men det går jeg ikke så meget op i. Det påvirker mig overhovedet ikke at være genbo til de allerrigeste mennesker på Fyn. Jeg tror ikke, de er dårlige mennesker - der er ingen animositet.